9 gode vinterråd til dig med hund

9 gode vinterråd til dig med hund

Vinteren er så småt over os i Danmark. Det er en smuk tid, som både hunde og hundeejere kan nyde til fulde, men ligesom der om sommeren er nogle ting, du skal være opmærksom på, er der det også om vinteren. Så hvad kan du gøre for, at din firbenede bedste ven kommer godt og sikkert igennem vintermånederne?

The Voice of Pets har samlet 9 gode vinterråd til, hvordan du kan passe på din hund i vinterkulden.

1. Husk lys og reflekser

Urene er stillet til vintertid, hvilket betyder, at dagene bliver mørkere og mørkere. Det betyder også, at det bliver sværere at se hinanden i trafikken. Det er derfor ekstra vigtigt, at dig og din hund er synlige på jeres gåture i disse vintermåneder.

Både dig og din hund bliver synlige, når I bruger reflekser og lygter. Har din hund  en lygte i halsbåndet, en reflekssnor eller et dækken med indsyede reflekser er den mere synlig i trafikken.

På vores internat i Tranbjerg J benytter vi lygter og reflekser fra Orbiloc, når vi lufter vores hunde i vores hundepark, i Tingskoven og på de nærliggende veje. Orbiloc producerer blandt andet stødfaste og vandtætte LED-lygter i alverdens flotte farver, hvis lys kan ses på hele fem kilometers afstand. Vi anbefaler selvfølgelig Orbilocs lygter til både dig og din hund i den flotte lilla farve.

Orbilocs LED-lygter til dig og din hund gør jer synlige i de mørke vintertider. Billede: Orbiloc.

2. Overvej overtøj

Mængden af pels samt hundens størrelse og race, har stor betydning for, hvordan den klarer vintermånederne. Har din hund en tyk og vamset pels, så kan den som regel klare kulden. Er din hund derimod lille med kort pels, anbefaler vi, at du hjælper din hund på vej med lidt overtøj.

Det kan for nogen virke fjollet at skulle give sin hund tøj på, men visse hunderacer har brug for hjælp til at holde varmen. Overtøj, i form af et dækken, vil oftest være tilstrækkeligt til at give din hund et ekstra lag varme, men en jakke kan også overvejes.

Er du i tvivl om din hund fryser og har brug for overtøj? Du kan aflæse om din hund fryser ved at holde øje med dens bevægelser. Er din hund mindre aktiv på gåturen end normalt, ryster den, eller bevæger den sig mærkeligt, så kan det være et tegn på, at din hund fryser. De fleste hunde klarer sig fint uden overtøj, men et dækken kan blive nødvendigt, hvis der er minusgrader.

Læs mere om din hunds behov for overtøj

3. Tør din hunds pels efter en våd gåtur

Vinteren er blevet mere mild de senere år og kan byde på mere regn og slud end sne. Er din hund blevet våd på gåturen? Så husk at tørre din hunds pels grundigt, når I er hjemme i varmen igen, så du undgår, at den fryser. Du kan også skylle din hund under bruseren, inden du tørrer den, så snavs og mudder bliver vasket ud af pelsen. Hunde kan blive forkølede ligesom os mennesker, så lad ikke din hund ligge våd i hundekurven.

Du kan tørre din hund med et almindeligt håndklæde eller en hårtørrer. Alternativt kan et tørre – eller regndækken tages i brug på gåturen, så bliver din hund mindre våd.

4. Pas på i bilen

I vintermånederne kan bilen hurtigt blive kold, når motoren slukkes. Skulle det blive nødvendigt, at din hund skal opholde sig kort tid i bilen, så sørg for at den har et dækken på eller har et par dejlige varme tæpper omkring sig.

Du kan eventuelt lægge et notat i ruden om, at din hund har tæpper til rådighed, og at du snart vender tilbage, så forbipasserende ikke bekymrer sig unødigt om hundens velbefindende.

OBS: Vi anbefaler dog ikke, at din hund opholder sig alene i bilen i længere tid ad gangen.

5. Leg og hygge indendørs

Vintervejret kan dog også vise sig fra en vild og meget kold side, hvilket gør, at vi kan føle os mere trygge og tilpasse ved at blive inden døre. Vi opholder os generelt mere indenfor i vinterhalvåret, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på mere indendørs aktivitet i form af leg og hygge for at din hund får brugt den nødvendige energi i løbet af dagen.

Du kan f.eks. gemme godbidder i et håndklæde eller rundt i huset, som din hund skal finde. Du kan også få din hund til at lede efter et stykke legetøj. Det skal gerne være sjovt for både dig og din firbenede ven, så vær gerne kreativ med dine idéer. Kun fantasien sætter grænser!

6. Beskyt poterne

Mange hunde elsker at boltre sig i sneen, og det er kan være fantastisk både for hund og ejer med en vintergåtur. Vær dog opmærksom på at når sneen falder, bliver fortove og veje hurtigt saltet. Vejsalt kan udtørre og revne hundens trædepuder, hvilket kan svie og være smertefuldt. Har din hund allerede en lille skade i hornlaget på en pote, kan det hurtigt komme til at blive ømt, hvis det kommer i kontakt med saltet. Det er derfor vigtigt at vaske din hunds poter efter gåturen, så saltet bliver skyllet væk.

Du kan også med fordel smøre poterne med potevoks inden gåturen eller efter gåturen, når poterne er blevet skyllet. Alternativt kan beskyttende sko til hunden være en løsning.

Det kan også være en god idé at trimme hårene omkring hundens poter, især hvis din hund er langhåret. Sne kan nemlig sætte sig fast i hundens hår, og herefter kan det vikle sig til ’bolde’ mellem trædepuder og tæer, hvilket kan være generende for din bedste ven.

7. Vær opmærksom

Har du en hvalp, eller er din hund gammel eller syg, så hold øje med eventuelle forfrysninger på kropsdele såsom poter, ører og hale. Udover forfrysninger, kan det kolde vejr også give din hund kulderystninger på gåturen – sker dette, så varm dens poter og vend snuden hjemad.

Hvis din hund i en periode ofte får kulderystninger på jeres daglige gåture, på trods af at den er iført overtøj, så kan det være en idé med kortere gåture og mere indendørs aktivering. 

Generelt gælder det om, ligesom på alle andre årstider, at være opmærksom på sin hunds velbefindende. Husk at tag udgangspunkt i din egen hund, og hvilke signaler den sender. Alle hunde har forskellige behov. Hundens alder, race, personlighed og helbred spiller en stor rolle.

8. Pas på den tynde is

Det er skønt at komme ud i den friske vinterluft og gå ture med hunden ved søer og hav, men her skal du være ekstra opmærksom på din hund. Der kan være is på vandet, som kan bryde, hvis din hund løber derud. Selvom isen ser tyk ud, kan det ske, at den ikke kan bære dens vægt.

Din hund kan hurtigt få færten af noget spændende og løbe ud på isen. Sørg derfor for at holde den i snor, når du går her.

vinterråd til dig med hund

9. Sig nej til sne

Spiser din hund af sneen? Mange hunde synes, at sne er sjovt at spise, men for meget sne i mavsen kan blive en kold og ubehagelig fornøjelse for din bedste ven. Sig derfor nej til din hund, hvis den spiser meget sne.

Sne, der ligger ved vejkanten, kan desuden indeholde vejsalt og kølervæske fra biler, som din hund skal undgå at indtage.

Husk at genfyld din hunds vandskål med frisk vand hyppigt. En velhydreret hund vil højest sandsynligt finde sneen mindre interessant at spise.

 

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.