Adoptér frikanin fra dyreinternatet

Adoptér frikanin fra dyreinternatet

På en blæsende dag sidst i juni fik vores internat besøg af Frederikke, som en måned forinden havde mistet sin kanin, og nu var klar til at adoptere en ny pelset ven.  

Lige så forsigtigt snuser og napper kaninen Vilfred nysgerrigt til et par lyserøde kondisko. ”Det er altså dyre løbesko, du”, siger Frederikke og griner. Hun er på besøg i Vilfreds boks på vores internat og lader ham roligt og tålmodigt se hende an. Måske er de nye bedste venner?

Frikaninen Vilfred tjekker om der er et adoptions match med Frederikke

For at give kaninerne de bedst mulige vilkår, bliver de adfærds- og sundhedstjekket af vores dyrlæge. På den måde er vi sikre på, at de er klar til at finde et hjem. Når en kanin er klar, kan du finde dens oplysninger på vores hjemmeside. Dermed har du mulighed for at undersøge, hvilken kanin du kunne tænke dig at besøge for i sidste ende at adoptere, hvis kemien er der, og det føles som et godt match.

Den mulighed havde Frederikke også benyttet sig af, efter hun mistede sin frikanin RJ i maj. Faktisk havde hun holdt øje inden RJ gik bort, da hun ønskede at adoptere en frikanin, som RJ kunne bondes med. Det nåede hun desværre ikke.

Hvorfor frikanin?

Det var ved et tilfælde, at Frederikke opdagede, at der var noget, der hed ’frikanin’. Hun så med det samme alle fordelene ved princippet om, at kaninen fik lige så meget frihed i hjemmet som en hund eller kat. ”Kaniner er skønne kæledyr. I forhold til mine rutiner passer det også godt med, at når jeg så var på arbejde, så sov han jo hele dagen”, fortæller hun.

Desværre blev RJ kun fire år gammel. Det var et hårdt tab, men Frederikkes sociale netværk gjorde, at sorgen var lettere at bearbejde. Et par uger efter RJ’s bortgang kunne Frederikke mærke, at hun igen var klar til at tage en ny kanin ind. Hun kontaktede derfor The Voice of Pets og lavede en aftale om at møde kaninerne Vilfred og Tristan, der begge søgte et nyt hjem.

For Frederikke var det helt mærkeligt at røre ved en ny kanin efter RJ’s bortgang – men også en god fornemmelse, og det var tydeligt, at hun efter kort tid blev helt tryg ved situationen og ikke mindst – lille Vilfred, der så fint hoppede nysgerrigt rundt og nappede i hendes sorte bukser, mens hun grinte: ”Skal jeg nu også hjem med hullede jeans?”

Hvorfor adoptere fra The Voice of Pets?

Grunden til at adoptere fra The Voice of Pets lå lige til højrebenet for Frederikke. ”Kaninerne er både sundhedstjekket og adfærdstjekket. Så ved jeg lidt mere om, hvad det er for en slags kanin, jeg får fra internatet. Så det tænkte jeg egentlig ville være bedre end at købe fra en privat, hvor de måske ikke kender kaninen”, fortæller hun.

Det bekræfter Birgitte Møldrup, der til daglig passer og plejer kaninerne på internatet. ”De fleste kaniner plejer vi at få baggrundsviden om fra tidligere ejer, når vi modtager dem. Så kan vi fortælle lidt om, hvordan kaninen er”, fortæller hun. På den måde får interesserede købere mere viden om, hvad de går ind til.

Køber du kæledyret af en privat ejer, kan du risikere flere faldgruber. For eksempel at den tidligere ejer ikke har haft nok viden om kæledyret, og at den derfor er blevet syg. Hos The Voice of Pets vil kaninen altid være neutraliseret, vaccineret og sundhedstjekket, inden du adopterer den. Det er der også en økonomisk gevinst ved. ”Jeg synes det er fornuftigt at købe kanin fra internatet. Alt det her er gjort for 1.200 kr. og så ved du, at den er sund” fortæller Birgitte Møldrup og uddyber, at det er meget dyrt, hvis man selv skal opsøge dyrlæge for at få det samme gjort.

Udover det økonomiske aspekt og den større viden man kan få, ved at adoptere fra vores internat, påpeger Birgitte også endnu en central pointe: ”Det giver selvfølgelig også en vis tilfredsstillelse at hjælpe et kæledyr med at få et hjem”, fortæller hun smilende.

Typiske faldgruber

Selvom livet som kaninejer kan være nemt, når først du kender din kanin og dens behov, er det vigtigt, at du sætter dig ind i viden om kaniner, inden du anskaffer dig en pelset ven.

Frederikke har selv været med til at redde en kanin, der ikke blev behandlet ordentligt og nævner en række eksempler på, hvad de typiske misforståelser er hos folk, der ikke har sat sig ind i kaninens behov. ”De tror, at kaniner er burdyr, der ikke skal neutraliseres, og de giver dem kun gulerødder eller salat og vaccinerer dem ikke. De tror, det svarer til at have et marsvin bare i et lidt større bur, der passer sig selv”, fortæller Frederikke.

Men disse holdninger kan desværre være med til at gøre mere skade end gavn for kaninen, der kræver både luft, menneskekontakt, varieret og afmålt kost samt vaccinationer for at have et rigtig godt liv. Kaninen er nemlig typisk et misforstået kæledyr.

Værd at vide når du overvejer at anskaffe en kanin

Inden du suser ud og anskaffer en sød pelstot som kæledyr til familien, kan vi anbefale, at du læser mere om overvejelserne inden du anskaffer dig en kanin. Her giver vi svar på, hvad et godt kaninliv er både i forhold til selskab, aktivitet og kontakt.

Har du allerede besluttet dig for at adoptere og har lyst til at besøge nogle af vores kaniner, har vi flere kaniner, der er klar til at finde deres nye familie.

find din nye bedste ven

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.