At skrive om kæledyr er en hel ny verden

At skrive om kæledyr er en hel ny verden

Af Anne - 10. Jul 2020

“At skrive om kæledyr er en hel ny verden”. Sådan siger Daniel Pedersen, der startede som frivillig kommunikationsmedarbejder hos The Voice of Pets i juni 2020.

Mens Daniel er arbejdssøgende, har han valgt at starte som frivillig hos The Voice of Pets, hvor han er op til ti timer om ugen. Han har en cand.mag. i engelsk fra Aarhus Universitet, hvor han på sit andensidste semester tog et fag i journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her startede lysten for alvor til at skrive mere end bare eksaminer.

”Det at skrive akademiske tekster har altid været spændende, men det tager en helt andet form for formidling og kreativitet at skulle skrive tekster for et internat”, fortæller han.

Han blev refereret til The Voice of Pets i Tranbjerg af en god studiekammerat, Anne Nielsen, der arbejder i kommunikationsteamet. Det var et godt match, da teamet manglede en tekstforfatter, og Daniel et sted at udvikle sine kompetencer.

Internatet ligger på en renoveret gård, hvor kommunikationsteamet bor oppe under taget i en af bygningerne. Her er vindens sus og regnens dryp forstærket under de mange tagvinduer, hvorfra teamet også har udsigt til de daglige hundeluftninger. ”Det er virkeligt hyggeligt på kontoret. Der er plads til sparring med de andre omkring alt, lige fra hvor kommaerne skal sættes, til hvad et kennelmærke egentligt er”, fortæller Daniel.

Skriveriet på internatet ligger dog langt fra Daniels speciale i gys og gotisk litteratur. Derfor er det godt, at han kan støtte sig til internatmedarbejdernes faglighed.”Der er helt vildt mange dygtige og passionerede folk herude, der ved meget mere om kæledyr, end hvad jeg kunne drømme om”.

Daniel har selv kun haft kat i sin barndom, og derfor er det at skrive om for eksempel kaniner helt nyt for ham. ”Jeg er ikke så dyrekendt, så det er vildt spændende at finde ud af, hvor meget pasning en kanin rent faktisk har brug for”, fortæller han.

Mange af artiklerne starter også som idéer hos en internatmedarbejder, der gerne vil dele ud af deres brede viden omkring kæledyr. ”Det er næsten en udfordring at få dem til at holde op med at snakke om kæledyr, når man først har fået dem startet, og det synes jeg er fantastisk”, griner Daniel, og fortsætter: ”Det gør samarbejdet godt, når jeg ved, at de altid har noget at fortælle, som jeg kan formidle videre”.

Og selvom arbejdet hovedsageligt består af at skrive tekster til internatets hjemmeside og sociale medier, så er der selvfølgelig også kæledyr i hverdagen: ”En lille tænkepause hos os kan for eksempel være at gå nedenunder og tage nogle billeder sammen med en kat, hvis profil skal lægges op på hjemmesiden”.

Som frivillig hos The Voice of Pets har Daniel også fået sat ord på netop den forfriskende følelse, han oplever, når han holder et kæledyr. ”Jeg har lært, at det kan være et rigtigt ’boost’ for den kreative proces at få en pause med et kæledyr. Hos The Voice of Pets kalder vi det kæledyrseffekten, som er den indre glæde ved at være sammen med et kæledyr”, fortæller Daniel.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.