Bubbi mistede næsten livet af omsorgssvigt

Bubbi mistede næsten livet af omsorgssvigt

Af Anne Nielsen
20. marts 2020

Tidligere på året 
henvendte en bekymret borger sig til vores internat. Siddende udendørs i et lille bur uden isolering, havde hun set en forhutlet kanin uden mad og vand.

På en kold og regnfuld torsdag morgen d. 20. februar, blev kaninen, Bubbi, indleveret på vores internat af vores dyreværnskonsulent. På baggrund af en henvendelse fra en bekymret borger, havde han reddet den forhutlede kanin fra et hjem, hvor hun blev hårdt forsømt.

Syg og alene

Bubbi var blevet givet som kæledyr til et barn, der lidt efter lidt mistede interessen. Det førte desværre til tre år udenfor, alene i et lille bur uden læ fra vind og vejr, og uden korrekt ernæring eller omsorg.

Dyrlægens konklusion kom derfor heller ikke som en overraskelse for vores kaninansvarlige, Dorthe Pedersen, som modtog Bubbi på internatet. På grund af Bubbies leveforhold, led den hårdt forsømte kanin af både lunge- og øjenbetændelse, mavegas forårsaget af et nedbrudt fordøjelsessystem, samt en masse smerter.

”Hun var i en ringe forfatning. Hun var stille, hendes klør var enormt lange, øjnene løb med betændelse, og så havde hun en meget overfladisk vejrtrækning. Jeg var næsten hundred procent sikker på, at hun havde lungebetændelse.

Lungebetændelse hos kaniner kan være akut og dødelig, hvis ikke der bliver gjort noget ved det. De har meget små lunger, som er meget sårbare,” fortæller Dorthe. ”Havde vores dyreværnskonsulent ikke viljestærkt reddet Bubbi”, fortsætter Dorthe, ”ville hun med stor sandsynlighed have mistet livet inden længe.”

Et nyt håb

De første fjorten dage på internatet fik Bubbi fire typer medicin. Samtidig stod hun isoleret fra internatets andre kaniner i en uge, for at undgå smitte. Omsorg og kærlighed fra personalet, og især Dorthe, var dog ubegrænset. ”Jeg var bange for, at vi ikke kunne redde hende,” fortæller Dorthe.

En måned senere ser det dog lyst ud for Bubbi. I sin egen rummelige boks blandt de andre kaniner, har hun kunnet komme til kræfterne igen. Nysgerrigt står hun parat, når Dorthe åbner lågen, og hun slapper helt af i Dorthes kærlige og kompetente hænder, der undersøger hendes forbedrede muskulatur, pels og tilklippede klør.

”Hun har det meget bedre. Nu pisker hun rundt, tygger grene, og virker ikke til at have smerter mere”, fortæller Dorthe. Bubbi har dog stadig problemer med øjenbetændelse, som Dorthe nænsomt tager sig af med øjensalve.

”Men hun er der ikke helt endnu. Når hendes immunforsvar og lungekapacitet er blevet bedre, skal hun i narkose og røntgenfotograferes, så vi kan slå fast, om hun har problemer med tænderne eller tandrødderne”, fortsætter Dorthe.

På grund af hendes tidligere mangelfulde kost, nægtede Bubbi først at spise andet end græs. Men efter et nænsomt og professionelt kostforløb, kan Bubbi nu prale med både sunde spisevaner og et aktivt fordøjelsessystem. I modsætning til før, er hun nu en meget glad kanin.

Et værdigt hjem

Buret, som Bubbi stod i, egner sig ikke til kaniner. Det bliver solgt som et husbur til udekaniner, men på grund af dets snævre størrelse og mangel på isolation, egner det sig bestemt ikke til det formål.

”Det er sådan ét, man kan have til at stå i en løbegård, som kaninen lige kan hoppe ind i, hvis det begynder at regne. Men det er ikke et helårsbur”, fortæller Dorthe. Kold og våd kendte Bubbi ikke til andet. Det har dog ændret sig.

Efter et tjek af øjnene, bliver Bubbi sluppet løs på gulvet i kaninafdelingen og går straks på opdagelse i det store lokale med løftede ører og en travl snude, indtil Dorthe kalder hende hjem til sin boks. I et bevis på det helt særlige bånd mellem hende og Dorthe, hopper Bubbi lydigt tilbage i sit midlertidige, rummelige hjem, for veltilpas at flade ud på sit tæppe.

”Det her”, siger Dorthe smilende, ”det gør det hele værd.”

Viden skaber forståelse

En lys og glædesfuld fremtid for Bubbi er vores mål. Med et professionelt og passioneret team af medarbejdere kæmper vi for sager som Bubbi, hvor mødet med mennesker har budt på en tidsbegrænset kærlighed og endegyldig forsømmelse.

Misinformation og miskalkuleret beslutninger om adoption af et kæledyr ligger typisk til grund for en sag som Bubbis – og dem ser vi desværre ofte. Derfor er det vigtigt at opsøge viden og evaluere ens egne muligheder som potentiel ejer, inden man anskaffer sig et kæledyr.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte os.
Vi anbefaler også andre formidlere som for eksempel Kaninværnet.dk.

Støt vores arbejde, så vi kan redde andre kaniner i samme situation som Bubbi. Hjælp os med at gøre en forskel for dem, der ikke har en stemme.

Læs også

Lær dine børn at forstå hundens signaler

Hunde og børn forstår ikke automatisk hinanden. Det er derfor vigtigt, at både voksne og børn forstår hundens signaler, så hunden ikke får sine grænser overskredet. Det er enormt vigtigt at huske på, at selve ansvaret  for at have hund ligger hos de voksne.

Kæledyrs indvirkning på menneskers fysiske helbred

Kan det at have et kæledyr medvirke til at fremme din sundhed? Forskning bekræfter, at der er fysiologiske gevinster ved at have et kæledyr. For eksempel er risikoen for en række livsstilssygdomme nedsat, og kæledyr kan reducere stress.

Kaninen er et misforstået kæledyr

De fleste børn ønsker sig brændende et kæledyr. Ofte falder forældrenes valg på kaninen, da de måske tænker, at den kan stå i sit bur og passe sig selv. Det er dog på ingen måde et liv, som kaninen trives i.

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Din arv gør en forskel

De fleste mennesker testamentere hele deres arv til familien. Men hvis du også vil støtte os, kan du overveje at gøre brug af 30%-løsningen. Løsningen er ikke for alle, og de der typisk gør brug af den, er enlige og par uden børn. 

Læs mere

FAQ: Ofte stillede spørgsmål

Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål, vi bliver stillet overfor.

Læs mere