Coronakrisen førte Skipper og Luna sammen

Coronakrisen førte Skipper og Luna sammen

Killingerne Skipper og Luna var begge kede af at være alene på internatet. Heldigvis kunne de være der for hinanden.

Vores internat i Tranbjerg er ligesom resten af Danmark stærkt præget af coronakrisen. Ud af coronatidens mørke kommer der dog også lyspunkter. Et af dem er venskabet mellem killingerne Skipper og Luna.

Hvem vil være venner med Skipper?

Først blev den lille hankat Skipper indleveret hos os.

”Han så noget træls ud, da vi fik ham ind. Han havde øremider og var generelt bare sølle”, forklarer Kimie Dehn fra vores katteteam. Efterhånden som Skipper kom sig, sad han bare og kiggede længselsfuldt efter de andre katte i boksene nær ham, som om han tænkte: ”er der nogen af jer, der vil være venner med mig?” Men det gad de voksne katte ikke.

I mellemtiden blev Luna indleveret af et ældre ægtepar. Lille Luna er meget aktiv; selv for en killing. Men hun trængte til en, som hun kunne lege med.

”Lige så snart vi åbnede døren ind til dyrehuset kunne vi høre hende stå og miave og jamre, fordi hun bare var så ked af det”, fortæller Kimie. Den lille, sorte hunkilling var nærmest ved at mase sig igennem tremmerne i sin boks, for at komme ud og snakke med Kimie og hendes kolleger.

Stævnemøder på gangen

Begge killinger havde det svært med at stå alene på internatet. Så Kimie og hendes kolleger fik en idé.

”De savnede tydeligvis begge selskab, så vi prøvede lige så stille at introducere dem til hinanden. Det er som regel lettere at sammenføre to killinger end to voksne katte”, forklarer Kimie.

Den første dag var Luna lidt efter Skipper og hvæste ad ham. Skipper ville dog stadig helt vildt gerne bare være venner. Allerede anden dag gik det dog bedre.

”Vi satte dem sammen under opsyn i forskellige tidsintervaller. Derefter begyndte vi at lade dem rende sammen på gangen, når vi gjorde rent, så de havde masser af plads til at kunne gå hver til sit”, fortæller Kimie.

De nye værelseskammerater

Da Kimie og hendes kolleger kunne se, at Luna og Skipper legede og opførte sig ordentligt, flyttede de dem sammen.

”Vi har åbnet mellem tre bokse, så de har hver deres zone med madskål og kattebakke. Midterboksen har vi holdt neutral. Der er ikke noget derinde, hvor man kan sige ’det er mit’. Det er enormt vigtigt, når man sammenfører”, forklarer Kimie og fortsætter: ”At de så har besluttet at dele tingene, er jo fint, men de har stadig muligheden for at have hver sit.”

Og nu er de to killinger bedste venner.

”Det kunne simpelthen ikke blive bedre”, smiler Kimie lettet.

Coronakrisen har hjulpet

Skipper og Lunas sammenføring skete henover et par uger, hvilket er forholdsvis hurtigt.

”Det havde taget længere tid, hvis det havde været under normale omstændigheder”, konstaterer Kimie.

Fordi internatet har holdt lukket for, at gæster frit kunne gå rundt på grund af faren for coronasmitte, har katteteamet kunnet låse dørene til dyrehuset, og lade Skipper og Luna løbe rundt på gangen i den normale åbningstid.

”Vi har kunnet bruge lidt ekstra tid på de dyr, vi har her og for eksempel sige ’jeg går lige i tarzanrummet med dem i en halv time’. Det har vi normalt ikke altid tid til, når der skal betjenes kunder”, forklarer Kimie.

Så selvom coronakrisen bringer en masse usikkerhed og mørke med sig, kommer der også noget godt ud af det.

”Vi har også kunnet se det på de andre katte, som er blomstret helt vildt, bare ved, at de kan få lov at gå i hele deres afdeling hele dagen og hygge og ligge i solstråler”, fortæller Kimie.

Kattene bliver for tiden lukket ud af deres bokse hele dagen og ikke kun uden for vores normale åbningstid, da vi har mulighed for at lukke kattehuset af, nu hvor der ikke kommer gæster uden en aftale.

”De kan få lov at få noget mere plads, og de mere forsigtige katte kan vænne sig til, at nu går jeg rundt her med mine ben og gør rent, og så har du mulighed for at flytte dig, hvis du synes det er ubehageligt eller bliver for meget, men de er her, de her ben, og det er du nødt til at acceptere”, griner Kimie.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.