Den gode gåtur

Den gode gåtur

Hvad bør du som ejer vælge af halsbånd, seler, snore og liner, når der kommer til din hunds komfort og sikkerhed? Og hvordan træner du din hund i at bruge dem?

Dig og din hund er klar til at komme ud i naturen og få luft under fødderne og poterne. Glæden i din hunds øjne er ikke til at tage fejl af, og den logrende hale afslører din bedste vens glæde ved den kommende tur. Før I bevæger jer ud på jeres tur, er det dog vigtigt, at din hund er klædt sikkert på med det rette udstyr.

Men hvad bør du som ejer vælge af halsbånd, seler, snore og liner, når det kommer til din hunds komfort og sikkerhed? Og hvordan træner du bedst muligt din hund i at bruge dem?

De spørgsmål stiller mange hundeejere sig måske, og derfor giver vi dig i denne artikel nogle gode råd til, hvilke produkter du kan overveje, og hvordan du griber træningen an sammen med din hund. Sammen får I de bedste rammer for at skabe en sikker gåtur.

Det rette udstyr til den gode gåtur

Hos The Voice of Pets sætter vi altid hundens komfort og sikkerhed øverst. Derfor opfordrer vores hundeansvarlige, Karina Hindborg også til, at vælge den faste snor og selen som jeres foretrukne gåturs-udstyr:

”Når vi lufter hundene herude, foregår det altid i faste snore. Ikke med flexliner, for de er simpelthen ikke sikre nok, hvis hunden lige pludselig løber, og du som ejer ikke når at få låst snoren. Vi går heller ikke ture med hunde i halsbånd herude. Sikkerhedsmæssigt kan hunden trække sig ud af halsbåndet og løbe fra os. Hvis hunden går livligt, er der også risiko for, at vi kan lave skader i hundens nakke og hals. Det handler om sikkerhed i forhold til hunden og dens krop. Derfor bruger vi udelukkende faste snore og seler hos The Voice of Pets.”

Flexlinen er dog en mulighed, hvis du ikke har mulighed for at slippe din hund løs og derfor kan give den mere bevægelsesfrihed, hvis omgivelserne tillader det.
Når du vælger sele til din hund, fortæller Karina, at du bør have øje for din hunds anatomi og den bevægelsesfrihed, selen giver:

”Der er jo stor forskel på, om du har med en Greyhound eller en Engelsk Bulldog at gøre. Jeg er ret sikker på, at du ikke bare kan overføre den samme sale, og så sidder den super godt på alle racer. Det vigtigste når du kigger på en sele, det er, at der er fri bevægelighed i forhold til skuldrene. Mange seler kommer ned over din hunds hoved og ned om bringen, og når din hund fører benet fremad, kan den være hæmmet i sine bevægelser. Det er ærgerligt, når der er rigtig gode seler på markedet, som giver den hér frie bevægelighed.”

Netop den frie bevægelighed kan du finde ved selerne fra Dog Copenhagen, der ifølge Karina giver din hund den bedste pasform og samtidig henvender sig til mange forskellige racer: ”Den har to funktioner; en standard-sele, hvor du klikker snoren på ved ryggen. Trækker din hund meget, har du mulighed for også at sætte snoren foran på bringen. Når din hund trækker, får den et naturligt lille skub rundt, så den ikke kan løbe afsted.”

Kvalitet til den gode gåtur

Mærket er at finde hos udvalgte forhandlere, og hér er vi glade for at kunne tilbyde vores hunde og ikke mindst kunder, kvalitetsprodukter, der sammen giver jer en god gåtursoplevelse.

”Jeg kan godt lide, at de er så tro mod deres produkter, at dér hvor de gerne vil levere til, og dér hvor de gerne vil have, man sælger dem, det er også dér, man har erfaringen og viden til at kunne rådgive ordentligt. Det er helt fantastisk kvalitetsmæssigt, at de ikke går på kompromis med det.”, lyder det glædeligt fra Karina.

Har du anskaffet dig en hvalp, giver mærket også stor mulighed for at finde seler, du kan bruge igennem din hunds opvækst, da der er mange størrelser at vælge imellem.

Træk sætter en stopper for den gode gåtur

I er nu klar til jeres gåtur, men den udvikler sig måske til lidt af en udfordring, da du oplever, at din hund trækker i linen. Det er hverken hensigtsmæssigt for dig eller din hunds fysik, og måske mister du også lysten og overskuddet til at tage på flere gåture. Det resulterer i, at din hund bliver inaktiv, og det betyder ofte, at den bliver mere ivrig på jeres næste gåtur.

Derfor bør du først og fremmest forstå, hvorfor din hund trækker i linen. Her er svaret todelt;

1) Gåturen er både til for, at din hund kan besørge OG få næsen og hovedet fyldt med indtryk; hvad end det er lugte, mødet med andre hunde og mennesker, samt træningsøvelser. Og hér kan din hund måske blive lidt for ivrig og derfor trække for at komme hen til nogen eller noget, den finder interessant. Via sin snusen og mødet med andre, får din hund information og stimulering, og derfor skal din hund have god tid til at snuse. På den måde mindsker du din hunds tilbøjelighed til at trække i linen, da din hund nu har fokus på ét sanseindtryk og derfor ikke har travlt med at komme videre til det næste.

2) Gåturen – og den træning turene kræver – stiller krav til din tålmodighed og din vedholdenhed. Du skal gøre det samme hver gang, så du sikrer dig, at din hund forstår det, du gerne vil lære den. ”Tid, tålmodighed og masser af belønning er virkelig vejen frem i det hér, men det kan godt være en langvarig proces”, pointerer Karina.

Sådan bliver jeres gåtur en træk-fri fornøjelse

Hvad gør du så, hvis du oplever, at din hund trækker på gåturen? Hér er princippet ret simpelt; stop op, så snart linen bliver stram. Så snart linen bliver slap, bevæger du dig fremad. På den måde belønner du din hund for IKKE at trække ved netop at lade den komme fremad.

Karina kommer hér med et godt råd til jeres daglige træning: ”Når I er ude at gå tur, kan du sætte dig et mål om, at fra lygtepæl til lygtepæl vil I hér have fuldt fokus på at samarbejde; din hund kigger op på dig, den får en belønning, og I øver, at snoren er slap. I nogle tilfælde kan det også være nemmere for hunden at starte med en lang sporline, så den har mere bevægelighed og ikke føler sig begrænset, eller har svært ved at arbejde tæt på dig.”

Når det lykkes at trække og komme hurtigt frem er det forstærkende for din hund, og den vil netop fortsætte med denne adfærd. Du belønner derfor din hund for at trække i linen ved at være eftergivende og følge efter. Kommer den derimod ikke frem, når den trækker, forstærkes adfærden ikke. ”Her er selen altså bare et fantastisk redskab at bruge i kombination med træningen, fordi de fleste hunde reagerer super positivt på selen”, fortæller Karina.

At hæve stemmen må vi erkende, vi alle har gjort. Men hverken det eller at rykke i linen er der nogen grund til. I stedet bør du ifølge Karina væbne dig med tålmodighed og gå i træningslejr: ”Det er en fordel at indøve en kontakt-lyd, som betyder, ’tjek ind ved mig, så får du en godbid’. Stille og roligt kan man begynde at indøve en kommando, men det sker gradvist. Men vi er nødt til at lære kommandoen, før vi kan bruge den. Igen er vi tilbage til belønningen. Det kan godbidder, ros, et stykke legetøj, eller at få lov til at gå hen til det, man gerne vil.”

Når din hund udviser den ønskede adfærd, er det derfor vigtigt, at du husker at rose din hund og kvittere med en belønning – det øger din hunds motivation for ikke at trække! Sammen har I nu de bedste rammer for at skabe en sikker gåtur; nu og fremover.

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.