Dyr gør Lucas top motiveret

Dyr gør Lucas top motiveret

Lucas fra Odder har autisme. I det daglige har han svært ved nye ting, så det kan være svært at få Lucas med på ture, men det var nemt at finde motivationen til denne tur. Da han besøgte kæledyrene på vores internat, kom smilet frem, og han er klar til endnu et besøg.

’Drengene har været rigtig glade for besøget hos jer, og Lucas har allerede spurgt, om vi ikke nok kan tage af sted igen’, fortæller Camilla Dalgaard fra Parkvejens Skole i Odder. Camilla er pædagog i den specialklasse Lucas går i. Klassen, som er sammensat af otte drenge med ADHD og autisme, besøgte vores internat i efteråret.

Kæledyr fylder meget

Lucas har autisme og er helt ny i klassen. En del af Camillas arbejde går ud på at styrke drengenes færdigheder i samfundet, blandt andet ved sammen med de to lærere i klassen, Per og Lykke, at tage drengene med på udflugter. For eksempel har de for nyligt været i Aarhus og besøgt et glaspusteri. Men dette var for svært for Lucas, så han ville ikke med.

’Hvis vi skal gå en tur, vil han ikke altid med. Men hvis jeg spørger ham, hvor mange dyr tror du, vi kommer til at snakke med i dag, uh, så er han klar til at komme med. Hans mor er allergisk overfor kæledyr, så familien kan ikke have dyr derhjemme. Dyr fylder rigtig meget for ham. Han vil bare så gerne dyr’, fortæller Camilla.

Dyrene fik smilet frem

I forberedelserne til besøget på internatet var det vigtigt for Lucas, at han fik gennemgået alle detaljer for besøget: hvornår han og Camilla skulle gå hen til hendes bil for at køre afsted, hvor lang tid besøget ville vare, hvem han ville møde på internatet, og i det hele taget hvad der skulle ske under besøget.

’Han smilte rigtig meget sammen med dyrene. Det har været meget svært for ham at skifte skole og klasse. Han kendte os jo ikke og var utryg ved at prøve nye ting sammen med os. Nu har han fået en succesoplevelse, og det kan hjælpe til næste gange, vi skal på tur, og det er et kæmpe plus for ham’, forklarer Camilla.

Dyr gør Lucas top motiveret

Lucas fik smilet frem, da han legede med kattene. Og smilet blev siddende under hele besøget.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.