Dyrlægens røntgen af Brinnies tænder afslørede en grum fortid

Dyrlægens røntgen af Brinnies tænder afslørede en grum fortid

På trods af, at den blandede skovkat, Brinnie, har oplevet den værste side af mennesket, er hun en meget sød, tilgivende og kontaktsøgende kat.

I begyndelsen af september modtog vores internat i Tranbjerg en transportkasse af en kvinde fra Mårslet. I den mødte vores internatsmedarbejdere en pjusket, herreløs hunkat med store, gule øjne.

Det er på ingen måde bemærkelsesværdigt, da vores internat dagligt tager imod nødstedte dyr. Men den kat skulle dog vise sig at være én af de mere usædvanlige.

Starten på de mange dyrlægebesøg

Som del af vores internatsrutine, blev Brinnie den efterfølgende mandag tilset af en dyrlæge under det ugentlige dyrlægetjek. Her konstaterede dyrlægen, at Brinnie havde to knækkede tænder og tandsten. Det betød, at hun måtte en tur forbi dyrlægeklinikken, da det ikke er hensigtsmæssigt at lade en kat leve med knækkede, dårlige tænder.

Som del af en oralstatus tog dyrlægen et røntgenbillede af Brinnie, men studsede over en plet i kattens kæbe. Der blev derfor taget et nyt, da pletten blev anset for at være en fejl. Det næste røntgenbillede skulle dog vise sig at afsløre den helt grumme risiko ved livet som herreløs kat – pletten på billedet var nemlig et hagl.

Brinnie - hagl fra kæbe

Må man skyde herreløse katte?

I modsætning til ejerkatte, som er omfattet af Mark- og vejfredsloven, er den herreløse kats liv ikke lovbeskyttet. Det betyder, at den frit kan skydes, hvis den befinder sig i områder, hvor jagt og brug af skydevåben er tilladt. Ifølge Danmarks Jægerforbund skal skydningen af katten yderligere være dyreværnsmæssigt forsvareligt og ikke ske forudgående indfangning.

Bærer katten ikke halsbånd, eller er den ikke mærket, kan det dog være svært at vurdere om der er tale om en herreløs kat eller en strejfende ejerkat, som uvist bryder paragraf 1 i Mark- og vejfredsloven, nemlig at ”enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget” (kilde: Mark- og vejfredsloven)

Udover tiltro til at Brinnie højst sandsynligt er en umærket, strejfende ejerkat, vurderer vores internat også, at hun er blevet skudt med et haglgevær. Om skaden er sket bevidst eller ved ulykke er dog uvidst.

Med heldet på hendes side, ser det dog ud som om, at Brinnies tandkød er helet over haglet efter den grimme oplevelse. Men hvis haglet, som jo er et fremmedlegeme, skulle forblive i hendes kæbe, ville hun få store smerter. Derfor fjernede dyrlægen haglet, og vi bookede en ny tid til tandudtrækning. Dyrlægens undersøgelser viste nemlig også, at haglet havde forårsaget knoglebetændelse i underkæben. Derfor var risikoen stor for at kæben ville brække, når de dårlige tænder skulle trækkes ud.

Brinnies rejse mod en lysere fremtid blev derfor noget hårdere og længere, end først antaget. Men med den rette pleje og omsorg fra dyrlægen og vores internatsmedarbejderes side samt Brinnies evige gåpåmod og blide sind, var der ingen tvivl om, at målet nok skulle nås.

Nyt liv, nyt hjem

Efter godt fjorten dage på smertestillende og antibiotika var Brinnies knoglebetændelse i så megen bedring, at hun blev kørt til det sidste besøg hos dyrlægen, hvor alle de dårlige tænder blev fjernet, samtidig med at hun blev steriliseret og øremærket.

Det var en stor omgang, men det sidste spadestik til grundlaget for et nyt, sundt og forhåbentligt langt liv for Brinnie – som på trods af sin situation, bevarede sin kærlighed til både mad og enhver, der kom forbi hendes boks for at hilse på.

Brinnie er i skrivende stund i bedring efter dyrlægens besøg på internatet i denne uge. Brinnie er en smule øm omkring sit sterilisationssår, men søger stadig ivrigt kontakt og omsorg.

Det er derfor heller ingen overraskelse, at Brinnie, midt i sit sygeforløb, fik charmeret sig godt ind på en kærlig familie, som tålmodigt har ventet på, at Brinnies helbred blev forbedret. Nu skal Brinnie blot komme helt til kræfterne, før hun forhåbentligt flytter fra internatet og i nyt hjem i den kommende uge.

Brinnie har nu endelig fået det liv, som hun fortjener.

 

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.