Dyrlægens sommertips

Dyrlægens sommertips

Med sommerferien og varmen laver vi andre ting end normalt, og vores hunde er ofte med til det hele. Men hunde kan ikke tåle alt, hvad vi finder på, så her er nogle enkle dyrlægeråd til, hvordan du undgår, at din hund kommer til skade eller bliver sygt.

Om sommeren nyder vi danskere at være ude og lave ting, som vi ikke laver på andre tidspunkter af året. Og selvfølgelig tager vi vores kæledyr med til mange af aktiviteterne, så som til stranden, i skoven eller andre steder.

Ispinde kan skade hunden

I sommerferien hygger vi os, gerne med en omgang ispinde til hele familien, også til hunden, men din hund kan komme til skade, hvis den spiser ispinde.

Deler du din ispind med din hund, eller den får sin helt egen ispind, så kan hunden, selvom den nyder ispinden lige så meget, som du gør, nemt komme til skade. Ispinden kan sætte sig på tværs i halsen, eller vandrer ned i tarmen, hvis din hund har slugt pinden. Her kan den enten give hunden forstoppelse eller tarmslyng. Hvis pinden er knækket undervejs, så kan spidserne perforere tarmen, og så bliver din hund alvorligt syg.

Hvis pinden er endt i tarmen kan dyrlægen med en kikkerttang fjerne pinden, men hvis pinden er splintret i tarmen, er dyrlægen nød til at operere og fjerne pinden.

Grillmad er ikke nødvendigvis hundemad

Vi hygger os meget med grill om sommeren, og vores hunde sidder nogle gange med til bords eller får rester af majskolber, spareribs eller andre knogler.

Om sommeren smider vi mange forskellige ting på grillen, som hunden godt kan lide, men som den ikke altid har godt af. Her er knogler og ben især en klassiker. Spareribs, lammeben og kyllingeben kan splintres og perforerer hundes tarme. Selv de uskyldigt udseende ossobuco ben kan sende din hund til dyrlægen.

Marinader eller barbecue saucer, som vi gladelig spiser, dem kan hundens mave sjældent tåle. Den får ofte ondt i maven og diarré efter sådan et måltid.

En anden ting, som mange nok ikke forbinder som problematisk for hunde, er majskolber. Hvis din hund sluger et stykke majskolbe uden at tygge det, kan kolben sætte sig fast som en prop i tarmen. Når selve majskornene er fjernet, får kolben en slags modhager, som kan sætter sig fast inde i hundens mave-tarmsystem, og dette kan blive meget alvorligt for din hund.

Fiskekroge i munden

Har du din hund med på fisketur, så lugter fisk jo også godt for din hund. Men vær opmærksom! Hunde henter gerne fisk, selvom der stadig sidder en stor krog fast i dem.

Har din hund fået en krog fast i tungen, kinden, kæben eller ganen,  skal du ikke selv forsøge at fjerne den, da det kan gøre skaden på dit kæledyr større. Tag i stedet til dyrlægen med det samme!  Din dyrlæge giver din hund noget beroligende, fjerner krogen og behandler den for de skader, krogen har påført.

Kæppe kan spidde hunden

Vi ønsker alle sammen at aktivere og lege med vores hunde og opleve den glæde, de har ved leg og nærværet med os. Men vælg med omhu, hvad du bruger til leg med din hund. Vi opfordrer på det kraftigste, at du undlader at smide pinde eller kæppe til din hund, for hunde kan komme forfærdeligt til skade.

Henover sommeren oplever dyrlæger ofte, at hunde kommer ind på klinikken og er blevet spiddet i hovedet på den ene eller anden måde ved leg med spidse pinde. Hvis du kaster en pind, kan den lande som et spyd i jorden. Hunden kommer jo løbende med stor fart og åben mund, og så bliver den spiddet inde i munden eller gennem halsen. I stedet vil vi anbefale, at du kaster med for eksempel en gummi-apport, som er egnet til formålet.

Sommervarmen

Det er også vigtig, at du undgå at udsætte din firbenede ven for varm asfalt eller fliser samt undgå at lade din hund sidde i en varm bil. Hvis du kører af sted med din hund, skal du altid sørge for at indlægge drikkepauser, og sørge for god ventilation. Du kan eventuelt også tage en førstehjælpskasse med til din hund på ferien, så du kan rense eventuelle sår, forbinde poter eller bruge en pincet til at fjerne splinter eller torne.

Læs også: 9 gode råd til hunde og sommervarme

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.