Er din kanin sommerklar?

Er din kanin sommerklar?

Ligger din kanin og hiver efter vejret under den bagende sol? Er den holdt op med at spise, mens den har været på græs? Er der insekter i dens mad? Der er hjælp at hente. Lena Jensen fra The Voice of Pets kommer med gode råd til, hvordan din kanin kommer bedst igennem de varme sommermåneder.

Der er færre bekymringer, når temperaturen stiger, og vi mennesker kan dase frit i solen. Måske du tænker, det er tid til, at din huskanin kommer med dig ud – eller måske din kanin allerede bor udenfor, men ser utilpas ud. I begge tilfælde er der forhold, du skal tage hensyn til, inden din kanin kan nyde sommeren.

Sommervarmen kan gøre din kanin utilpas

Når solen er på sit højeste, er det vigtigt, at du er opmærksom på din kanin. Den har brug for, at du holder øje med, om den har det for varmt. Lena Jensen beskriver, hvordan du kan se, at det er tilfældet:

”Kaninen kan blive helt apatisk og ligge helt udstrakt og hyperventilerer”, siger hun.

Nogle gange kan det alligevel være svært at se på en kanin, om den har det varmt. Derfor kan det være nødvendigt at mærke efter, om kaninen har sin normale kropstemperatur. Det gør du ved at mærke med fingrene helt nede ved roden af kaninens ører.

Hvis du vil forhindre, at din kanin får det for varmt, har vi her samlet nogle idéer.

1. Køleelementer 

På en dag med udsigt til meget varme foreslår vi, at du fryser et køleelement ned. Inden du tager afsted om morgenen, pakker du køleelementet ind i et håndklæde og lægger det ind til kaninen. Du kan med fordel udskifte det, når du kommer hjem. Hvis du ikke har et køleelement, kan du f.eks. fylde en tom sodavandsflaske med vand og fryse den ned i stedet. Ligesom med køleelementet skal du pakke flasken ind i et håndklæde, inden du lægger den ved kaninen.

2. Vand 

Det er vigtigt, at kaninen altid har adgang til vand, og det er ikke altid nok med kun én skål, da kaninen kan komme til at vælte den. Flere skåle med vand, der er placeret forskellige steder i kaninens base, kan derfor være en god løsning på vandmangel. På den måde har kaninen altid adgang til væske. Du kan med fordel grave vandskålene lidt ned, så kaninen ikke så nemt vælter dem.

3. Skygge og læ 

Sørg for, at kaninen har mulighed for skygge og læ i sin løbegård.Kaninen skal kunne lægge sig i skyggen, hvis den har det varmt, men også kunne komme i læ, hvis det regner. Kaniner tåler nemlig ikke at blive våde. 

4. Klip ikke din kanin

Husk, at selvom din pelsede ven har det varmt, skal du ikke klippe den. Det er kun visse kaninracer, som for eksempel en angora, der med fordel kan klippes. Angoraens pels stopper nemlig ikke med at gro, og derfor kan den trimmes oftere om sommeren.

Frem med temperaturmåleren, hvis din kanin skal ud 

Inden du sætter din kanin ud i sin løbegård, skal du hive vejrudsigten frem. Kaniner bliver utilpas med store temperaturudsving, og der må højst være 10 graders forskel – både fra sted til sted og mellem nat og dag. Hvis det er varmt ude, men du bor køligt, skal du derfor ikke tage din kanin med ud. De samme hensyn gælder, hvis din huskanin skal gøres til en helårs udekanin.

”Kaniner begynder først at sætte vinterpels, hvis de oplever sommeren glide over i vinteren. Derfor kan kaninerne på vores internat for eksempel ikke sættes ud i vinterhalvåret, da rumtemperaturen her ligger for højt”, forklarer Lena Jensen.

 

De er små, de er ulækre, og de er farlige

Med varmen kommer insekterne. Specielt spyfluen kan være en kaninplage. Spyfluernes larver, også kaldet spy, kan nemlig godt finde på at lægge æg i numsen på kaniner, hvilket kan være fatalt.

”Larverne kan spise kaninen levende”, fortæller Lena Jensen.

Derfor er det vigtigt, at man er omhyggelig med rengøring af bakken og får skiftet ud dagligt, og du bør også dagligt tjekke din kanins bagdel for insekter.

For at holde spyfluerne væk, er det også vores erfaring på internatet i Tranbjerg, at du kan lægge strøelse med eukalyptus i bakken.

”Fluerne kan ikke lide duften af eukalyptus, og derfor lægger de ikke æg i underlaget. Vi lægger altid eukalyptus i kaninbakkerne”, fortæller Lena.

Det fedende grønne

Græsplænen er lige blevet slået og ligger i haven som et stort grønt gulvtæppe. Men hvis løbegården skal gøres permanent til din udekanin, skal det helst ikke være på græs.

”Vi vil altid foreslå, at man ikke har plænegræs i sin løbegård”, råder Lena Jensen.

Sukkerindholdet i den grønne plante kan nemlig stige og falde i løbet af dagen. Specielt om eftermiddagen er sukkerindholdet højt, da græsset danner sukkerstoffer, mens solen skinner. En kanin med en fed, græsset kost kan få trommesyge, hvor luft og afføring ophober sig i kaninen, indtil den helt holder op med at spise.

”Trommesyge kan i værste fald være dødeligt for kaninen”, påpeger Lena.

Det afslåede græs kan også være velduftende og endda appetitligt – men du skal heller ikke fodre din kanin med slået plænegræs, da det begynder at gære med det samme. Desuden kan det indeholde olie fra plæneklipperen.

Du kan i stedet fodre din kanin med groft græs. Det lange, vilde græs er bedst, men sorterne Timothé (engrottehale) og rajgræs er også meget velegnet. Det grove græs indeholder flere fibre og mindre sukker end plænegræs, og er desuden med til at slibe kaninens tænder korrekt.

 

Når vinteren uundgåeligt nærmer sig 

Den danske sommer er som bekendt hverken den længste eller den vildeste. Når vejret vender sig mod os igen, kan det være tid til at sikre sit kaninhus mod kulden.

”Du skal sørge for, at der er foret i kaninens hus, sådan at kaninen har et sted at kravle ind, hvor den kan varme og lune sig”, oplyser Lena Jensen.

Skal din kanin overvintre, så kan den også med fordel gøre det med en ven. Lena foreslår faktisk, at du har mindst to udekaniner:

”Det kan godt være man er meget sammen med sin kanin om sommeren, men når temperaturen falder, er der mange, der ikke kommer ud til kaninen ligeså ofte, og så er det godt, at kaninerne har hinanden”, siger Lena.

Når alt andet er sagt, så husk at være sammen med din kanin dagligt, selv hvis regnvejret truer. Det får både du og din kanin det bedre af.

 

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.