Et hjerte af guld: Hektor har et talent for at gøre en forskel

Et hjerte af guld: Hektor har et talent for at gøre en forskel

Det var under ulykkelige omstændigheder i tidligere hjem, at Hektor kom til vores internat i slut-februar 2021. Hans humør var dog ikke til at tage fejl af. Med en evigt-logrende hale og store, brune og kærlige øjne, var han som magnetisk draget til alle mennesker – og det bed vores servicehundekyndige medarbejdere mærke i og tog affære.

”Hektor har haft en ro i sig fra starten af. Han er glad for mennesker og har en rigtig fin tilgang til nye miljøer”, fortæller Karina Hindborg, som er internatsmedarbejder på vores internat og specialiserer sig indenfor hunde. Hun er samtidig også træner af psykiatriske servicehunde.

Hektor er en labrador-blanding med hjertet på rette sted. Han var uden tvivl en hund, som vi hver dag nød at tage os af, indtil det helt rigtige hjem dukkede op.

God menneske- og dyrevelfærd giver et godt liv – sammen

Ikke lang tid før Hektor kom til os, var vores koordinator for psykiatriske servicehunde, Trine Bargmann, blevet kontaktet af veteranen Søren. Han har PTSD og var interesseret i den hjælp, en psykiatrisk servicehund måske kunne give ham. Han og hans lille familie havde dog ingen hund.

Hos The Voice of Pets arbejder vi med båndet mellem kæledyr og mennesker. Det ses i vores daglige arbejde på vores internat i Tranbjerg J, hvor vi hjælper nødstedte kæledyr og finder dem et nyt og kærligt hjem, som kan opfylde deres individuelle behov – og hvor både menneske og kæledyr kan trives, sammen. Dette samspil er ydermere grundstenen i vores arbejde med den psykiatriske servicehund. Vi uddanner psykisk sårbares egne hunde til at kunne hjælpe de psykisk sårbare som certificerede psykiatriske servicehunde. Et godt match og et stærkt bånd er derfor yderst vigtigt, hvorfor uddannelse af ejerhunde, er optimalt for mennesket – men også god dyrevelfærd.

Læs mere om hundens behov og vores træning af psykiatriske servicehunde: Hundens behov som psykiatrisk servicehund.

Men hvad hvis man ikke allerede har hund? Her kan vores forening også hjælpe, ved at finde den psykisk sårbare en hund til adoption, som potentielt kunne være et godt match. Denne gang fandt vi en hund på vores eget internat.

Et medfødt talent

Det er ikke altid helt lige til at vurdere, om en hund kan egne sig til at være psykiatrisk servicehund. Hverken Karina eller Trine var dog i tvivl om, at Hektor havde noget helt særligt.

”Det er svært at spå, hvordan han udvikler sig, men det gode fundament er der – og det er ikke noget, man kan lære hunde. Det er bare sådan, de er”, fortæller Karina. ”Men at se den ro, der er i ham, allerede som syv måneder gammel – selvom han er en blanding af store, tunge racer – det er imponerende, ingen tvivl om det”, fortsætter hun.

På trods af lidt bøvl med kennelhoste, havde Hektor det fint med at bo på internat. Han tog gerne imod selskab i sin boks i hundeafdelingen, men blev ikke ked af det, når han fik ro. ”Hele internatsmiljøet rummede han bare. Det er igen én af de ting, der bidrager til at fortælle, hvilken type hund, han er”, fortæller Karina.

Ikke langt fra internatet findes på nuværende tidspunkt desuden en aktiv byggeplads. Den forstyrrende larm og utallige sanseindtryk tog Hektor uden problemer, da han gik forbi på en gåtur med Karina. På trods af sin alder samt manglende træning, gik han i det hele taget overraskende pænt i snor. ”Han mødte andre hunde, hvor han valgte mig til, så den der etablering af kontakt har faktisk været der med det samme”, fortæller Karina.

Også Trine var imponeret over Hektors væsen. ”Han havde en tyngde og alle fire poter plantet godt og grundigt plantet i den jyske muld. Han havde en super stærk personlighed. En syv måneder gammel labrador, ville slet ikke have det, som han havde, hvis ikke, det var noget specielt, og det var der bare,” fortæller Trine. Hun valgte derfor at vende tilbage til Søren, som havde utrykt en interesse i en hund af Hektors størrelse, for at fortælle om Hektor og aftale et møde på internatet.

Et nyt makkerpar for livet

”Hektor var noget forsigtig grundet spøgelsesperiode, da han ser en mand komme gående over gårdspladsen”, fortæller Trine, som selv var til stede på dagen for Hektor og hans potentielle nye ejers første møde. ”Men så sætter Søren sig ned, og så farer Hektor lige i favnen på ham, smyger sig op ad ham og lægger poten på hans ben. Hektor var der bare for Søren med det samme”, fortsætter Trine.

Da dagen kommer, hvor Hektor skal flytte ud i sit nye hjem, er det da også tydeligt, at Hektor kan genkende Søren, til trods for, at der var gået godt en uge siden det første møde. ”Søren kniber næsten en tåre, da han ser Hektor, fordi han havde oplevet, hvad Hektor kunne give ham, og havde savnet ham – og Hektor var så glad, at han hoppede op og kyssede ham”, griner Trine. Men det var alligevel som om, at Hektor forstod situationen og hvad, der skulle til at ske. De af vores internatsmedarbejdere, som havde haft ansvaret for Hektor under hans mindre sygdomsforløb, var til stede for at tage afsked med ham. ”Han kiggede på os, som om, han tænkte, ’Nå, jamen, jeg skal vel med ham?’ Det var virkelig som om, at han havde fuldstændig styr på det. Det var en selvfølge”, fortæller Trine.

”Hektor så sig ikke tilbage, da de gik ud ad døren sammen”, tilføjer Karina.

Hektor har et talent

Et bånd for livet starter før træningen

Hektor har rigtig meget at lære, før han kan blive uddannet og certificeret psykiatrisk servicehund.

Hektor kan først blive certificeret til psykiatrisk servicehund, når han bliver to år gammel. Indtil da, er fokusset for Hektor og hans nye familie at nyde hinandens selskab og knytte bånd. De kan så småt begynde at hundetræne på basisniveau, men det er vigtigt at Hektor får lov til at komme igennem både sin hvalpe- og teenagealder med gode oplevelser. ”Han skal selvfølgelig have støtte fra sin nye far. Det er et samarbejde”, fortæller Karina.

Når Hektor er faldet godt og grundigt til i sig selv, kan han trænes til at få arbejdsvesten på. Men med et tydeligt medfødt talent og oplevelsen af et rigtig godt match, er både Karina og Trine ikke i tvivl om at Hektor allerede er begyndt at hjælpe Søren, blot ved at være der. ”Det kan godt være, at Hektor først bliver certificeret, når han er to år, men fra det øjeblik, at de to hørte sammen, begyndte de at hjælpe hinanden”, fortæller Karina.

Godt en uge inde i deres nye liv sammen, modtog Trine da også en hilsen fra Søren. Han skriver:

”Det går rigtig godt. Jeg synes, at han og vi falder bedre og bedre til med den nye situation. Han er meget nem for mig og jeg holder allerede rigtig meget af ham. Han er nem at have med ude og sød ved alle, vi møder. Han bliver nogle gange noget utryg, men jeg kan som regel godt få ham fra det igen ret hurtigt – både hvis det er med halen mellem benene eller en mere vagtsom gøen og knurren.

Men mest af alt hygger vi bare og tuller rundt i bilen og udenfor. Og det er tydeligt, at han ikke er super vant til at gå rundt midt i skoven og på våde enge, men han nyder det og sover mange lure med hovedet på mit skød imellem vores stop. Nu vil jeg gå ud en sidste gang med ham, inden vi skal sove”.

Den psykiatriske servicehund

Det er svært at sætte ord på synet af det usynlige bånd mellem hund og menneske. Det kan godt gøre arbejdet med den psykiatriske servicehund udfordrende, når en hunds egenskaber skal vurderes. ”Den specielle empati, som hunde har, kan man bare mærke er mere veludviklet ved nogle hunde end andre”, fortæller Trine.

Alle hunde kan hjælpe deres ejer på en eller anden vis, men nogle hunde kan ikke rumme at være psykiatriske servicehunde, hvis de selv har brug for en stor støtte. ”Det er derfor vigtigt, at vi kan se et potentiale, især en ro, når vi skal gå ind og matche en hund og en bruger”, fortæller Trine. ”Hektor havde bare noget helt specielt. Han havde overskud, stabilitet, åbenhed og ro.”

”Med Hektor, tænkte vi bare: ’han har det’”, slutter Karina.

 

Note: Hektors nye ejer har i forbindelse med historien ønsket at være anonym. Han bliver derfor kaldt Søren.

 

Trine Bargmann

Kontakt vores koordinator for psykiatriske servicehunde, hvis du har spørgsmål til dette eller ønsker mere information

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.