Hundemassage kan forebygge skader og lindre smerter

Hundemassage kan forebygge skader og lindre smerter

Mange hunde kan have glæde af regelmæssig massage. Det løsner op og lindrer smerter, både fysisk og psykisk. På den måde kan man give sin hund en bedre livskvalitet og styrke dens krop.

Hundemassage får hundens krop til at udskille kærlighedshormonet oxytocin, som nedsætter stressniveauet i kroppen. Massagen kan også styrke hundens bevægeapparat og hjælpe den på ret køl efter skader og operationer.

Karina Hindborg er uddannet dyrlægeeksamineret fysiologisk hundemassør og tilbyder hundemassage på vores internat i Tranbjerg ved Aarhus.

”Vi ser rigtig mange hunde, som har problemer ét eller andet sted i bevægeapparatet. Har hunden først problemer ét sted, kan det forplante sig til andre dele af kroppen. På den måde bliver hunden mere modtagelig for slid og skader, og kan ændre adfærd,” forklarer Karina.

Klinisk tjek og helhedsbillede

Når Karina har en hund til massage, begynder hun altid med et klinisk tjek af hunden, for at skabe sig et helhedsbillede.

”Jeg har altid en god snak med hundens ejer, inden jeg går i gang med massagen, så jeg kender hundens sygehistorie. Desuden laver jeg et klinisk tjek af hunden, som blandt andet omfatter en analyse af hundens gang og eventuelle smertereaktioner. På den måde får jeg et helhedsbillede og en viden om, hvilke primære- og sekundære områder, jeg skal arbejde med,” fortæller Karina.

Nogen skader kan være så alvorlige, at Karina opfordrer ejeren til at få hunden tjekket hos dyrlægen.

Individuelt tilrettet

Karina sørger altid for at tilrette massagen efter hundens race, alder, sygehistorie, og hvad hun finder i forbindelse med det kliniske tjek. Hundens race har nemlig stor betydning for dens bevægelighed, mens dens alder har mere betydning for, hvor ofte den kan have gavn af massage.

”Ældre hunde er typisk plaget af gigt og har derfor brug for at blive løsnet op oftere end yngre hunde. De yngre hunde kan til gengæld have glæde af et ’servicetjek’ fra tid til anden for at sikre optimal bevægelighed i den ofte aktive krop,” fortæller Karina.

Generelt anbefaler Karina, at hunden gennemgår et forløb hos hende, fordi hun giver nogle få nemme og ikke tidskrævende øvelser med hjem, som hun følger op på til næste massagetid. Hundens problem i bevægeapparatet er nemlig sjældent løst ved én konsultation.

Hundemassage er godt for hunden

Kend hundens gang og adfærd

Som hundeejer kan man gøre rigtig meget selv, for at optimere hundens livskvalitet.

”Det bedste, hundeejere kan gøre, er at indprente sig, hvordan hunden går, når den har fri bevægelighed og ikke har små jappende skridt. Observerer man sin hund, kan man også se, om hunden ændrer adfærd. Måske bliver den kortluntet, snapper, spiser ikke, bliver hyperaktiv, eller ligger stille. Ændringer i adfærden kan være tegn på, at der kan være noget galt. Og så skal man søge hjælp enten hos dyrlægen eller sådan en som mig,” slutter Karina.

Book tid til hundemassage

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.