Hundene indtog Aarhus midtby

Hundene indtog Aarhus midtby

Hundeejere og deres hunde marcherede gennem Aarhus for at vise deres støtte til dyreinternatet.

Vi går, så internatet består

Mølleparken i Aarhus genlyder af begejstrede hundebjæf og godt humør. Cirka 50 mennesker og 20 hunde er mødt op for at vise deres støtte til dyreinternatet The Voice of Pets. Lærke og Troels fra internatet, samt flere frivillige, står klar til at tage imod de fremmødte.

Deltagerne får udleveret flyers, små emblemer med internatets logo og skilte med det vigtige budskab: bevar dyreinternatet i Aarhus.

Nysgerrige forbipasserende spørger interesseret ind til, hvad der foregår. ”Vi laver en støttemarch for at gøre borgere i Aarhus og politikere opmærksomme på, at dyreinternatet har brug for hjælp”, lyder svaret.

Omkring halvtreds mennesker var mødt op med deres hunde, for at dele budskabet: Bevar dyreinternatet i Aarhus! Foto: Kim Erik Bruhn.

Borgerne har brug for et internat

Dyreinternatet står i en svær økonomisk situation. Presset fra indleverede dyr stiger, mens indtægter fra arv og testamenter falder. Flere dyr betyder flere udgifter til både dyrlæge og internatmedarbejdere, samt foder og medicin, men indtægterne følger ikke med det store pres.

The Voice of Pets udfører en lang række samfundsvigtige opgaver. Derfor har vi bedt Aarhus Kommune om hjælp. Hvis ikke dyreinternatet består, er der ingen til at tage imod de mange herreløse dyr, som bekymrede borgere møder i deres hverdag. Der er heller ingen til at videreformidle borgernes kæledyr, som for eksempel på grund af flytning eller ejers sygdom, mangler et nyt sted at bo. Og hvem skal tage sig af dyreværnssager eller gå forrest i kampen, når lovgivningen fejler?

Hundemarchen fortsætter op til Rådhuspladsen. Foto: Kim Erik Bruhn.

Hunde skaber opmærksomhed

En stor flok hundehaler logrer på livet løs gennem Aarhus. Der bliver snuset til næser og numser og alle de andre spændende indtryk, som vovserne støder på i Aarhus. Snakken går muntert blandt de tobenede deltagere, som deler flyers og små poser med hundefoder ud til spørgelystne Aarhusianere, der også er ude at nyde det gode efterårsvejr.

En ældre dame spørger ind til, hvordan hun kan støtte internatet, og en ung kvinde tager begejstret imod en pose guf til sin hund.

En ung mand kommenterer, at ”det virker grotesk, at en så stor by som Aarhus, ikke skulle have et dyreinternat.”

Flere går og filmer optoget. En lille fransk bulldog-blanding har endda et GoPro kamera på ryggen, og en frivillig fra internatet livestreamer hele turen, så dem, der ikke kunne komme med, kan se med hjemmefra.

Sidst på marchen blev der delt sponsoreret goodiebags ud til alle deltagere og deres hunde. Foto: Kim Erik Bruhn. 

Dyrevenner bakker op

Opbakningen fra gavmilde og godhjertede dyreelskere er stor. På knap halvanden måned har internatet modtager over en million kroner i donationer til at fortsætte vores arbejde frem til jul. Det viser, at Aarhus og Østjylland stadig har brug for et dyreinternat.

Der er stadig lang vej til et selvbærende internat, men så længe vi har opbakning fra borgerne, og der er nødstedte dyr, der har brug for vores hjælp, vil vi kæmpe videre for kæledyrene i Aarhus og omegn.

Huskyen Nimbus er én af vores internatshunde, som i skrivende stund søger nyt, kærligt hjem. Han blev fundet helt alene i en park først på måneden og indleveret på vores internat. Foto: Kim Erik Bruhn.

En drøm for fremtiden

På Rådhuspladsen står vores kollegaLisa Nielsen klar med drømmekage og goodiebags til deltagerne. Det går stærkt med at dele kage ud til de lækkersultne hundeluftere, og lynhurtigt står alle med en paptallerken og gumler kage, mens direktør, Jesper Søderberg, holder en lille tale og takker alle deltagerne for den store opbakning.

”Det handler ikke om, at vi skal have et tilskud hvert år. Det handler om, at vi skal have hjælp til det næste år, altså 2021, og det handler om, at vi får et lån af kommunen i 2022. Kan vi få de to år, så er vi i gang med at bygge indtægter op, og med de to år, så tror vi på, at vi kan få et dyreinternat i balance”, fastslår Jesper Søderberg.

Med det håb slutter årets hundemarch.

Sidst på hundemarchen blev der også tid til lidt ekstra hygge om de kære hunde. Foto: Kim Erik Bruhn.

Vi er også rigtig glade for at TV Aarhus deltog i vores hundemarch. Se deres indslag.

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.