Kæledyr er bedre end medicin

Kæledyr er bedre end medicin

For vores praktikant Sanne fungerede medicinering ikke mod hendes depression. Det gjorde arbejdet med kæledyrene til gengæld.

Sanne er praktikant hos The Voice of Pets. Hun er uddannet pædagog, men i forbindelse med en ansættelse på en arbejdsplads, gik hun ned med stress; en stress, som udviklede sig til en depression. Det var desværre ikke Sannes første møde med depressionen. Tilbage i 2009 var hun også ramt af den hæmmende, psykiske lidelse. Her fandt hun for alvor ud af, hvor stor en effekt kæledyr kan have på ens mentale helbred.

”Jeg har altid elsket dyr. Jeg er sådan en, der hilser på dyret, før jeg hilser på ejeren”, griner Sanne. Da hun hørte om, hvordan kæledyr kunne hjælpe psykisk sårbare, var hun derfor ikke i tvivl om, at det var noget hun skulle prøve og søgte praktikplads hos The Voice of Pets. Hun har sidenhen også været frivillig hos os ad flere omgange, og da hun blev sygemeldt igen, vidste hun udemærket, hvor hun skulle hen.

Kroppen reagerer både fysisk og psykisk på kæledyrskontakten

”Jeg kommer altid tilbage til The Voice of Pets, når jeg har det skidt. Kroppen reagerer både fysisk og psykisk på kæledyrskontakten”, fortæller en glad Sanne.

Kæledyrene er medicinen

Sanne har i forbindelse med sin depression været lidt inde over psykiatrien, men medicineringen fungerede ikke for hende. Enten kunne hun ikke tåle medicinen, eller også havde den ikke den ønskede effekt. Dét havde kæledyrsarbejdet derimod.

Hos The Voice of Pets føler Sanne sig brugbar. Hun kan mærke, at hun gør en forskel for kæledyrene på internatet. De har brug for rene bokse, mad, vand, og masser af kærlighed. ”Jeg giver noget til dyrene, og dyrene giver noget til mig. Det er ren win-win”, siger Sanne smilende og fortsætter: ”Det er en glæde i sig selv at se, hvor glad hunden bliver, når man kommer. Det gør bare noget”.

Sanne føler også, at der bliver taget hensyn til hende hos The Voice of Pets. ”Jeg kan sagtens få lov til at trække mig lidt på de dårlige dage og måske bare sidde med en hund i en af boksene”, fortæller hun. Især gåturene med hundene giver Sanne et pusterum. ”Som pædagog står man med 17-20 børn, og der er run på. Når jeg er ude at gå med en hund, er der kun os to. Det stresser ikke kroppen”.

Sanne oplever, at hun kan hjælpe kæledyrene på internatet, og at de giver hende så meget igen. En indre glæde.

Struktur giver formål

Kæledyrsarbejdet hos The Voice of Pets har gjort Sanne opmærksom på, hvor vigtig struktur er for hendes hverdag. ”Det hjælper mig at komme ud”, forklarer Sanne. Pasningen af kæledyrene giver faste rammer, og hun ved præcis, hvad hun skal og hvornår. ”Det har givet mig en hverdag igen. Jeg kommer hjem og kan mærke, at jeg har brugt kroppen.” Behovet for struktur er noget, som Sanne vil tage med sig, når hun skal ud at søge job igen.

Fra sygemeldt til raskmeldt

Praktikopholdet lakker mod ende for Sanne, og hun føler sig klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. ”Jeg er gået fra at være sygemeldt til at være raskmeldt på et halvt år”, fortæller hun stolt. Men afskeden med The Voice of Pets bliver også lidt vemodig.

”Det hårdeste ved at arbejde her, er at skulle sig farvel til dyrene”, konstaterer Sanne.

Hun kommer især til at savne rottweilerblandingen Jess. Sanne er dog ikke i tvivl om, at hun skal have hund i fremtiden. En hund ville kunne hjælpe hende derhjemme med ikke at føle sig ensom, og samtidig give hende tryghed og formål.

”Jeg ville aldrig svigte eller skuffe en hund”, siger Sanne bestemt. Ansvaret for hunden ville give Sanne en struktureret hverdag med pasning og faste gåture.

Menneskets bedste ven

Som barn havde Sanne hunden Nicki, og de havde et helt særligt bånd. ”Jeg kunne ting med ham, som andre ikke kunne.” Det var Sanne, der lærte ham tricks, og hun var det eneste familiemedlem, der kunne gå med ham uden snor. Hun fortæller også, at Nicki som hvalp var bange for vand, men Sanne fik ham trænet op til at kunne gå ture langs stranden. ”Til sidst løb han selv frem og tilbage ud i vandet og fangede tang til mig”, fortæller hun leende, og kærligheden til den tidligere tro følgesvend lyser ud af hende.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.