Kæledyr giver os lykkefølelse

Kæledyr giver os lykkefølelse

”Kæledyr giver os mennesker noget helt særligt, og de kan hjælpe psykisk sårbare mennesker med at få stabilitet i livet,” fortæller Lisa Nielsen, som er nattevagt på vores internat i Tranbjerg ved Aarhus og psykologistuderende på Aarhus Universitet.

Hvordan kan det være, at mange familier prioriterer at have et kæledyr i en travl hverdag fuld af forpligtigelser? Hvad er det, kæledyret bidrager med? Det har Lisa Nielsen, som i et års tid har været nattevagt på vores internat i Tranbjerg ved Aarhus, og som er i gang med sidste etape af sit psykologi-studie, undersøgt i sit speciale.

”Jeg har set psykisk sårbare mennesker komme på internatet, som tydeligt har haft gavn af at være sammen med kæledyrene. Det har virket som om, at kæledyrene havde en helende effekt på dem. Derfor havde jeg i mit speciale en hypotese om, at kæledyr har en helende effekt og fordrer psykisk sårbare til at få det bedre,” forklarer Lisa.

Den stille sorg

Da Lisa skrev bachelorprojekt, valgte hun emnet ”Den stille sorg’, hvor hun undersøgte, hvad det betyder for mennesker at miste et kæledyr, og det var den tråd, hun i sit speciale gerne ville følge videre.

”Det er en stille sorg at miste et kæledyr, for i vores samfund kan det være forbundet med tabu at snakke om den store smerte og sorg, det kan være at miste et kæledyr. Får man ikke håndteret eller har man ikke mulighed for at snakke om sorgen, kan den udvikle sig til en kompliceret sorg, som det er svært at komme igennem. Jeg ville gerne følge tråden fra den opgave og gå i dybden med forskningen omkring, hvilken effekt kæledyr egentlig har på mennesker, og hvad er det for en tilknytning, mennesker har til et kæledyr,” fortæller Lisa.

Hormoner skaber båndet

Ifølge Lisas studie kan den tilknytning mennesker har til kæledyr godt minde om den tilknytning, vi har til mennesker – for eksempel mellem mor og barn og mellem venner. Det er hormoner, der styrer tilknytningen. Hormonerne hjælper os med at danne bånd.

”Oxytocin er et af de hormoner, som har en stor betydning for, at vi danner bånd. For eksempel er det oxytocin, som får mælken til at løbe til brystet, når en mor skal amme sit barn. Koncentrationen af oxytocin er også større i spyt og urin, når man får øjenkontakt eller interagerer med hinanden,” forklarer Lisa.

Oxytocin er et af de hormoner, som har en stor betydning for, at vi danner bånd.

Berøring er også vigtig i denne sammenhæng. Lisas studie viser, at når vi aer kæledyr eller leger med dem, udskiller vi også oxytocin, og det påvirker hele vores nervesystem, og i det hele taget aktiveres et meget kompliceret system i vores kroppe.

”Hormonet dopamin er et vigtigt hormon i denne aktivering, for dopamin er med til at give os en lykkefølelse, når vi er i kontakt med kæledyr. Kæledyr er hengivne, og vi kan være os selv sammen med dem. De dømmer ikke og forventer ikke noget af os, som vi ikke kan leve op til. Kæledyr giver os en tryghed, som vi ikke nødvendigvis kan finde andre steder. Kæledyr har ingen bagtanker og er ligeglade med, om vi har dårlig ånde eller ikke har redt håret. Og kæledyr behøver os, de kan ikke klare sig uden os. Mennesker kan for de fleste klare sig selv, og vi kan lige så godt erkende, at vi ikke er uundværlige. Så det er meget, vi får fra kæledyr, og der sker noget positivt med vores psyke, når vi er sammen med kæledyr,” slutter Lisa.

Baseret på resultaterne i Lisas studie er anvendelsesmulighederne og perspektiverne vidtrækkende, også set i lyset af de fantastiske mennesker, som kommer på internatet for at være sammen med kæledyrene, og som formodentlig går glade hjem.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.