Kaninen er et misforstået kæledyr

Kaninen er et misforstået kæledyr

De fleste børn ønsker sig brændende et kæledyr. Ofte falder forældrenes valg på kaninen, da de måske tænker, at den kan stå i sit bur og passe sig selv. Det er dog på ingen måde et liv, som kaninen trives i.

Forældre køber ofte kaniner til deres børn som førstegangskæledyr. Mange har dog fejlfuld viden om kaniners adfærd og behov, og det resulterer i stressede og deprimerede kaniner. Kaninen er et kompliceret kæledyr, der kræver forståelse for at kunne trives.

Kaninens behov

Kaniner har brug for at være aktive og bevæge sig i 12 timer om dagen, og de kan blive både deprimerede, syge og stressede af at bo i et bur. Har de ikke rum til at bevæge sig frit, sygner deres muskler gradvist hen. Efter seks måneder risikerer de at få knogleskørhed. Desuden har kaniner en meget subtil måde at fortælle, hvis de føler ubehag, stress, stryge eller smerte, hvilket kan være svært for børn at opfange.

Og sidst, men ikke mindst, kan kaniner faktisk blive over ti år gamle. Som kaninejer skal du derfor forberede dig på at kunne give kaninen et godt og værdigt liv lige så længe, og at du nok stadig har kaninen, når børnene flytter hjemmefra.

Kaniner kan sagtens blive gode familiekæledyr, men de er udelukkende de voksnes ansvar.

Frikanin

Hos The Voice of Pets formidler vi kun kaniner ud til hjem, hvor de kan leve som hel eller delvis frikanin. Det vil sige, at kaninen har mulighed for at bevæge sig frit rundt i dit hjem, og måske kun bliver lukket inde om natten, eller mens du og din familie er ude.

Når kaninen lukkes inde, foregår det i dens base, hvor du kan lave en løbegård udenom af for eksempel kompostgitter. Løbegården skal være minimum fire kvadratmeter, men gerne større.

Kaninens base bør ikke være på et børneværelse, da den har brug for et sted, hvor den kan trække sig tilbage og få ro. Selve basen kan du indrette med et papkasse-hus og et håndklæde, så kaninen ligger blødt.

Kaninen og børn

Børn skal lære, at kaninen selv skal have lov til at vælge, hvornår den vil have kontakt. Kaninen må ikke jages, og det er vigtigt, at man ikke løfter kaninen, da den er et byttedyr, og rent instinktivt oplever det som et angreb at blive løftet. Selvom kaninen umiddelbart kan virke helt rolig ved at blive løftet, er det oftest en ren paniktilstand, den befinder sig i.

Kaniner bryder sig heller ikke om at blive drillet, for eksempel ved at man tilbyder den mad og fjerner det igen. Det kan gøre kaninen frustreret og stresset, og vil ødelægge relationen mellem den og ejeren.

Kaninen kan bedst lide at være på gulvet, så hvis børnene vil snakke med kaninen, skal det foregå på gulvet. Lær børnene at tilbyde kaninen en løst knyttet hånd, og hvis kaninen lægger hovedet ned, kan barnet nusse den på hovedet og ørene. Hvis kaninen ikke giver tegn til at ville snakke, skal barnet flytte sig og give kaninen plads.

Kanin og børn skal kun være sammen under opsyn af en voksen. Børn kan have svært ved at aflæse kaninens signaler, for eksempel når den ønsker fred og privatliv. Derfor er det den voksnes ansvar at stoppe børnenes grænseoverskridende adfærd og lære dem at respektere kaninens grænser.

Det gode kæledyr

Kaninen er et meget misforstået kæledyr, men hvis bare man sætter sig ind i kaninens sprog og behov, vil man opdage hvor intelligent, kærlig, nysgerrig og glad en del af familien den kan være.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte os.
Vi anbefaler også andre formidlere som for eksempel Kaninværnet.dk.

Overvejer du at få kanin eller har du kanin, er det vigtigt at du har den viden omkring kaniners sundhed, sygdom og ernæring, som I får det gode liv sammen.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.