Kaninen Stampe blev reddet af godhjertet dyrlæge

Kaninen Stampe blev reddet af godhjertet dyrlæge

Dværgvædderen med det populære kaninnavn Stampe fandt vej til vores internat i Tranbjerg tilbage i midten af november. Med et stort åbent kødsår på skulderen og flere andre sår på sin lille krop som et resultat af en slåskamp med en anden hankanin var Stampe ilde tilredt og havde brug for akut dyrlægebehandling.

Det var en meget medtaget kanin, som vores internatmedarbejder, Line, afhentede hos ejer for få uger siden. Hun kørte ham straks til dyrlægen for at få tjekket de mange blodige sår, men sårene viste sig dog at være det mindste af det hele, da hans tænder også havde taget stor skade af den voldsomme slåskamp og var helt ødelagte.

Dyrlæge Dorte Nørgaard fra Abild Dyreklinik, som tilså Stampe, kunne dog heldigvis efter en grundig undersøgelse fortælle, at tandrødderne var intakte, så hun kunne slibe tænderne ned og lade dem vokse ud igen. Hun forbarmede sig over stakkels Stampe og tilbød derfor at sponsorere Stampes behandling frem til, at han skal øremærkes og kastreres, hvilket vi som internat står for at betale.

Fra berøringsangst til kælepotte

Stampe er en meget nysgerrig og opsøgende kanin, som ganske vist nyder at sidde på skødet af en, men som ikke er helt vild med at blive nusset. Det blev klart for vores internatmedarbejdere med det samme, fordi han hurtigt fandt måder at undgå deres berøring på. De har dog gjort det til deres mission at vænne ham til omsorg og kærlighed, hvorfor de hver eneste dag sætter tid af til at kæle med ham, så han kan vænne sig til nus og blive klar til en ny chance hos en ny og omsorgsfuld ejer.

De kan allerede nu se store fremskridt og er derfor slet ikke i tvivl om, at han nok skal ende med at blive en stor kælepotte. Stampe er udover at være nysgerrig og opsøgende også fuld af spilopper og kan i forbindelse med den daglige rengøring af sin boks eksempelvis finde på at løbe langs de andre kaniners bokse og stikke sin lille rynkede snude ind samtidig med, at han forsøger at vise tænder.

Selvtilliden fejler tydeligvis ingenting trods de i øjeblikket små tænder.

Din støtte gør en forskel

Vi tager hvert år imod mange nødstedte kaniner, som har brug for vores hjælp. Stampe er en af de mere medtagede. Vi modtager ingen kommunal, offentlig eller statslig støtte og er derfor afhængige af din og andres støtte for at kunne hjælpe kaniner som Stampe, som har brug for ekstra hjælp.

 

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.