Kaninens tænder er afgørende for dens overlevelse

Kaninens tænder er afgørende for dens overlevelse

Kaniners tænder vokser hele livet. Derfor er det også vigtigt som ejer at holde øje med, at kaninens tænder bliver slidt korrekt.

For mennesker kan tandproblemer være til stor gene; for kaniner kan de være fatale. Hos The Voice of Pets ser vi desværre ofte kaniner, der har så dårlige tænder, at de ikke står til at redde.

En tragisk skæbne

For nylig måtte Troels Parmann fra The Voice of Pets køre en hårdt misrøgtet kanin til dyrehospitalet i Aarhus, så den kunne få fred. ”Dens tænder stak helt ud af munden på den. En af dem var nærmest groet op i næsen på kaninen, og en anden var groet ind i halsen. Så det så rigtig slemt ud”, fortæller Troels.

Kaninen var blevet indleveret som herreløs, men pelsen var hverken nusset eller slidt.

”Det tyder jo på, at kaninen ikke har været herreløs ret længe. Men skaden med tænderne er jo ikke sket i løbet af en uge. Den har gået med dem længe og så har de bare vokset sig værre. Den har haft en ejer, der ikke har forstået, hvor vigtigt det er, at holde kaninens tænder”, forklarer Troels.

kaninens tænder

Tænderne giver ofte problemer

Som kaninejer er det vigtigt at sørge for, at din kanins tænder bliver slidt korrekt. ”Det er ofte tænderne, som kaniner har problemer med”, påpeger Lena Jensen fra The Voice of Pets.

Derfor skal du sørge for, at kaninen får det rigtige at spise.

”Kaniner skal have hø og grene. Når kaninen spiser grene, slider det på fortænderne og holder dem nede. Hvis kaninen ikke får nok hø, kan den udvikle tandspidser på kindtænderne”, forklarer Lena.

Samtidig opfordrer Lena til, at du tager din kanin til dyrlægetjek med jævne mellemrum. Det er nemlig umuligt selv at tjekke kaninens kindtænder.

Hvad er tandspidser?

Tandspidser kan opstå, hvis kaninen ikke får nok hø eller slider tænderne forkert. Når kaninen spiser høet, sliber det dens kindtænder og holder dem flade.

Tandspidser er meget smertefulde for kaninen, da de sætter sig som skarpe spidser, der rammer oppe eller nede i den modsatte side af kæben eller tungen, når kaninen spiser.

Forestil dig to søm, der sakser ned i dit tandkød på hver side. Sådan føles det for kaninen.

 

Kig på kaninen

Imellem dyrlægetjek er det en god idé at holde øje med kaninens spisevaner.

”Kaniner tygger i cirkler, så når den spiser, skal du ligesom kunne fornemme, at den maler høet med tænderne. Hvis den ikke gør det, er der ofte noget galt med tænderne”, konstaterer Lena.

Hvis kaninen stopper med at spise hø og kun vil have sine pellets, kan det også være et tegn på problemer.

”Det kan dog også være et tegn på, at det er noget dårligt hø, som den ikke gider spise”, smiler Lena, men fortsætter alvorligt: Det er dog altid bedre at være på den sikre side, for hvis kaninen helt stopper med at spise, så dør den.”

Kaniners fordøjelsessystem tåler nemlig ikke at gå i stå, og derfor er det vigtigt, at kaninen ikke holder op med at spise.

Har du spørgsmål eller har du brug for råd og vejledning? Du er altid velkommen til at kontakte os – vi hjælper med glæde dig og din kanin.

 

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.