Kaninsokker redder din frikanins poter fra potesår

Kaninsokker redder din frikanins poter fra potesår

Den passionerede og kaninglade dyrlæge Tine Marx er vokset op med kanin i baghaven på god gammeldags manér og brænder for at hjælpe kaniner og kaninejere. Hun har i løbet af sine seks år som dyrlæge og sit virke ved Abild Dyreklinik i Brabrand uden for Aarhus tilset utallige frikaniner med potesår og syntes, at der manglede en effektiv behandling på området, hvorfor hun kom på at udvikle et par særlige kaninsokker, som hun har valgt at kalde Wrabbit Socks.

Hvad er potesår?

Mange frikaniner døjer desværre med større eller mindre sår på deres bagpoter kaldet potesår, som er et af de mest almindelige helbredsproblemer, når det kommer til frikaniner. Potesår er ikke små ubetydelige sår, men er tværtimod navnet på en meget smertefuld sygdom, som påvirker kaninen og dens poter i en sådan grad, at det går ud over kaninens livskvalitet.

Til venstre ses her henholdsvis en venstre og højre bagpote med ubehandlede potesår. Til højre ses et sammenligende behandlingsresultat efter én måned med Wrabbit sokker, smertestillende og abilar 10 %. Fotos: Wrabbit.

Potesår kan inddeles i 6 grader, hvor grad 1 er karakteriseret ved et rundt område med rødme og pelstab.  Tilstanden bliver herefter værre og værre frem til grad 6, hvor den er så slem, at man taler amputation af den berørte bagpote. Prognosen er god, hvis man opdager potesåret fra grad 1 – 3. Derefter bliver prognosen desværre værre og værre. Det er derfor en rigtig god idé at være opmærksom på din kanins poter.

Hvorfor får kaninen potesår?

Ifølge Tine er der flere forskellige årsager til, at kaninen udvikler potesår.

Nogle frikaniner er mere udsatte end andre grundet deres race, vægt, alder og generelle anatomi. Dertil spiller omgivelserne – heriblandt underlaget – også en stor rolle.  Frikaniner hopper rundt i hele huset og må derfor ofte døje med hårdt underlag som trægulve, da mange hjem i dag er udstyret med hårde gulve i stedet for gulvtæpper. Det er hårdt for kaninen, som jo er skabt til at være i naturen og derfor ikke har hård hud under poterne.

Tine anbefaler derfor, at man som ejer anskaffer sig tæpper lavet af naturmaterialer såsom uld og bomuld, som kan imitere det bløde underlag, som kaninen er vant til fra naturens side, hvortil det er en god idé at supplere med affjedrende materialer under tæpperne, som kan skåne kaninen og dens poter, når den eksempelvis laver de meget karakteristiske bukkespring, som også kaldes binkies, hvor den kan hoppe meget højt og derfor også har brug for at lande ordentligt.

Det mest optimale vil være at lægge tæpper ud over hele hytten, hvis du har mulighed for og lyst til det, men det kan også gå an at lægge tæpper der, hvor kaninen har sin base og derfor færdes mest. Det vigtigste er at give kaninen mulighed for aflastning.

Hvordan virker Wrabbit Socks?

Den mest almindelige behandling af potesår har indtil nu bestået i, at kaninens berørte bagpote eller bagpoter bliver bundet ind, hvilket dog typisk er til så stor gene for kaninen, at den ofte vil forsøge at bide forbindingen af eller bide den helt i stykker, hvilket resulterer i, at behandlingen slår fejl.

Tine har derfor fokuseret på at udvikle en simpel form for forbinding, som ikke bare fungerer, men som også er lavet af de bedste materialer og designet på en sådan måde, at kaninen ikke bliver generet, men i stedet accepterer at have sokken på. Sokken kan både bruges forebyggende og i tilfælde af potesår og virker ved, at den beskytter området mod slid og pelstab samtidig med, at den sørger for affjedring. I tilfælde af potesår giver den området ro og genopretter på den måde den nedslidte pels på kaninens pote eller poter, så pelsen igen kan beskytte på naturlig vis.

Sokken består af tre lag, som alle er lavet af OEKO-tex og GOTS-certificerede materialer og er derfor behagelig for kaninen at have på. Det inderste lag føles blødt og komfortabelt mod kaninens hud og er tilmed også antibakterielt, hvortil det yderste lag er designet til at være slidstærkt og derfor kan holde til, at kaninen hopper rundt og laver binkies. Der er dog også et tredje lag imellem det inderste og yderste lag, som er væskeabsorberende og derfor holder eventuelt pus og blod inde, så sokken ikke lækker.

Potesår hos kanin

Til venstre ses her frikaninen June med sine Wrabbit Socks på. June fik konstateret potesår i grad 3 ud af 6 hos dyrlægen, som heldigvis var i stand til at bremse udviklingen og kurere potesårene på begge bagpoter. Til højre ses Fillipok. Fotos: Wrabbit.

Mange frikaniner har allerede stiftet bekendtskab med Wrabbit Socks

Mange frikaniner med varierende grad af potesår har allerede nydt godt af de smarte kaninsokker. To af dem er frikaninerne June og Filipok.

Dværgkaninen June har, siden hun var lille, haft tendens til at sidde på en anden måde, end kaniner almindeligvis sidder, hvilket betyder, at hun lægger vægten på hælene. Hun fik som følge heraf konstateret slid på bagpoterne tilbage i foråret, hvilket kun tog til i løbet af de næste par måneder og henover sommeren. Dyrlægen iværksatte derfor straks medicinsk behandling samtidig med, at Junes ejere blev anbefalet at bruge et par specialdesignede kaninsokker. June er i dag sluppet af med sine potesår, men bruger sokkerne forebyggende for at undgå fremtidige sår.

Filipok er en fin og efterhånden ældre hermelindreng. Han kommer fra et gulvtæppebeklædt hjem med god affjedring, men begyndte pludselig at miste lysten til at spise samtidig med, at han begyndte at tabe sig og bevæge sig mindre og mindre rundt. Det fik hans kloge ejere til at søge dyrlæge, som straks kunne konstatere potesår på begge bagpoter. Dyrlægen igangsatte derfor straks medicinsk behandling ligesom, at Filipok i en periode på omkring en uge blev vænnet til at have sokken på i dagtimerne. Filipok er – ligesom June – blevet fri for potesår og er igen blevet den friske kanin, som hans ejere kender ham som.

Du kan læse mere om de lækre og smarte sokker på Wrabbit ApS’ egen hjemmeside, hvor du også kan bestille et par til din egen særlige pelsklump derhjemme.

 

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.