Mathilde taler for kæledyrene og deres menneskers sag

Mathilde taler for kæledyrene og deres menneskers sag

Har du ringet ud til vores internat i Tranbjerg, er der god chance for, at du har talt med Mathilde. Hun har nemlig været frivillig i vores servicecenter i snart et år.

Mathilde elsker at snakke med mennesker – og at tale i telefon. Derudover har hun altid godt kunne tænke sig at hjælpe dyr. Derfor slog hun straks til, da hun sidste år så på frivillig.dk, at vores internat søgte en servicecentermedarbejder. ”Lige nu er jeg hjemmegående, så jeg har mulighed for at gøre, hvad jeg har lyst til,” fortæller Mathilde.

Mathilde er uddannet socialpædagog og nyder at hjælpe dem, som ringer til vores internat med spørgsmål. De omhandler typisk adoptionsproceduren, men kan nogle gange også være meget dyrefaglige og specifikke. Her giver Mathilde – og vores andre frivillige telefonister – beskeden videre til vores internatsmedarbejdere, som kan ringe vedkommende op og hjælpe, når de har mulighed for det.

Det er derfor meget givende for Mathilde at være frivillig i vores servicecenter. ”Jeg kan mærke, at jeg gør noget, som hjælper kæledyrene, men også aflaster personalet,” fortæller hun. Når telefonen ikke ringer, står Mathilde også for at sammensætte de adoptionsmapper, som nye ejere får udleveret på vores internat – det er også en kæmpe hjælp.

Som lokal har hun kendt til internatet og foreningens arbejde længe, og er nu glad for at være en del af arbejdet for kæledyr og deres mennesker. ”Jeg er virkelig glad for personalet – der er den skønneste stemning. Jeg går altid opløftet hjem, fordi mine kolleger virkelig er gode til at sige tusind tak for min hjælp – og jeg kan mærke, at de mener det. Det gør, at man altid virkelig har lyst til at komme igen.”

Mathilde er skam også rigtig dygtig til hendes frivilligjob – så meget, at hun nu står i spidsen for at oplære de nye frivillige telefonister. Vores telefons åbningstid har nemlig pr. 1. oktober 2020 udvidet sig fra klokken 10:00-12:00 til 10:00-15:00, alle hverdage, undtagen onsdag, hvor internatet holder lukket. Derfor er der brug for fantastiske frivillige som Mathilde, der altid tager imod én med et smil – om det er personligt eller telefonisk.

”Jeg kan mærke, at jeg gør en forskel”, fortæller Mathilde, ”—og man får det største skulderklap for det.”

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.