Med dyr kan jeg være mig selv

Med dyr kan jeg være mig selv

”Selvom man har det skidt, kan man sammen med dyr få en hverdag til at hænge sammen,” fortæller Andrea, som er frivillig på vores internat i Tranbjerg ved Aarhus, og som har diagnosen skizofreni.

På vores internat i Tranbjerg ved Aarhus har vi mange forskellige frivillige, der hjælper med at passe dyrene. Alle har deres egne grunde til at hjælpe, og hver især giver de til dyrene og til foreningen, men mon ikke også de får noget med hjem?

En af de frivillige, som får noget med hjem er Andrea, som fik diagnosen skizofreni for to år siden.   

”Jeg skulle udredes for en depression og lægerne fandt ud af, at jeg hørte stemmer, og så var der jo en forklaring på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde. Jeg har altid vidst, at der var et eller andet med mig, og det var derfor rigtig rart at få sat ord på, og få at vide, at det er det her, du har,” fortæller Andrea.

En glæde indeni

Andrea, som er frivillig i to andre organisationer, begyndte på vores internat i oktober sidste år. Det var det første sted Andrea blev frivillig.

”Det lød rigtig hyggeligt at være sammen med dyrene. Jeg må kun have en kat, der hvor jeg bor, men her kunne jeg jo få lidt hund, og endnu mere kat og lidt kanin og marsvin. Menneskekontakt er jeg glad for, men dyrekontakt er noget andet. Dyrene er altid glade for at se én, og, ja, det lyder måske lidt underligt, fortælle hemmeligheder, og man kan være lige så fjollet, man har lyst til på en gåtur med en hund. Det giver mig rigtig meget at være sammen med dyr – det giver mig en glæde indeni. Jeg føler, jeg kan være mig selv, for dyr sladrer ikke, og man går ligesom i ét med sig selv, når man er sammen med dyr. Det er en dejlig følelse,” fortæller en smilende Andrea.

Jeg føler, jeg kan være mig selv, for dyr sladrer ikke, og man går ligesom i ét med sig selv, når man er sammen med dyr. Det er en dejlig følelse

Andrea er 22 år gammel og afsluttede i juni psykologi på HF. Hun vil gerne hjælpe, der hvor hun kan og har derfor besluttet sig for at læse til ergoterapeut.

”Jeg er rigtig glad, når jeg går fra internatet og har faktisk lyst til at blive hele dagen. Når jeg begynder at læse, vil jeg måske komme herude i weekenderne, for det er usikkert, hvor meget tid, jeg får. Hvis jeg ikke har tiden, vil jeg stoppe, men det vil jeg være rigtig ked af, for det giver en masse energi at være herude,” fortæller Andrea entusiastisk.

Andrea har skizofreni og anbefaler at have kæledyr omkring sig for at finde indre ro

Andrea har skizofreni og anbefaler at have kæledyr omkring sig for at finde indre ro.

Vil gerne inspirere

Andrea vil rigtig gerne dele ud af sin erfaring med at leve et så normalt liv som muligt, trods sine psykiske udfordringer. Hun har derfor meldt sig til et DR-program, som vises i efteråret. Programmet følger unge mennesker, der har skizofreni i deres individuelle hverdage. Andrea er desuden frivillig i foreningen SIND Ungdom.

”Jeg vil gerne hjælpe mennesker og vise, at selvom man har det skidt, kan man godt være frivillig og få en hverdag til at hænge sammen. Jeg vil helt klart anbefale at have dyr omkring sig, især hvis man har det skidt. Man kan komme på andre tanker. Og her på internatet bliver man accepteret og får en pause, når man har brug for det. Jeg er rigtig glad for at komme her,” slutter Andrea.

På dr.dk kan du se og høre mere om Andrea:

Styret af stemmer (linker til dr. dk)

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.