Medlemsblad bliver til over 3000 håndlavede julekort

Medlemsblad bliver til over 3000 håndlavede julekort

Med begrænsede midler har vi været kreative, for vi har på grund af vores alvorlige økonomiske situation desværre været nødt til at aflyse medlemsbladet ’Vore Dyr’, der normalt udkommer sidst på året. I stedet har vi lavet et håndlavet julekort, hvor der alligevel er blevet plads til nogle dejlige billeder og historier om nogle af de fantastiske kæledyr, vi har hjulpet i året, der er gået.

Året 2020 har budt på mange udfordringer, også i vores forening. Specielt har foreningens økonomiske trængsler fyldt rigtig meget hos alle ansatte og hos bestyrelsen. Derfor besluttede bestyrelsen at aflyse medlemsbladet ’Vore Dyr’, som normalt udkommer sidst på året, og i stedet erstatte bladet med et håndlavet julekort.

En kreativ hånd skal der til, når man laver håndlavede julekort

Julekortseventyret begynder: Først blev forsiden tegnet. Det forestiller vores internat og daglige arbejdsplads i Tranbjerg J dækket af ønskesne på en kold juelaftensnat. På det endelige julekort kan små poteaftryk i sneen ses.

Med respekt for både medlemmer og foreningens begrænsede midler i en hård tid påbegyndte kommunikationsteamet forarbejdet på julekortet med omhu. Det endelige koncept endte da også med at omfavne begge ønskede medier, så julekortet blev et ’mini-Vore Dyr’ i form af en julehilsen til medlemmerne.

Et beskedent budget blev herefter lagt, en favorabel aftale tegnet med PostNord, kortets forside tegnet, indholdet skrevet, billederne knipset, og bagsiden underskrevet af glade medarbejdere, praktikanter og frivillige. Der skulle heller ikke gå længe, før et endeligt julekort lå klar til produktion.

De håndlavede julekort er i produktion

Vi sætter pris på vores medlemmer. Derfor blev deres navne i både kort og på konvolutter skrevet i hånden. Før dette skulle alt papir dog printes, skæres til, foldes og sys sammen til et julekort, vi er meget stolte af – og håber, at vores medlemmer sætter pris på.

Frivillige kræfter gør underværker til håndlavede julekort

I slut-november gik produktionen af de mange julekort i gang. Her fik vores ansatte hjælp af både tidligere og nuværende frivillige og praktikanter, men også gode venner og familie bød gavmildt ind med hjælpende hænder.

Godt selskab og julehumør satte præget på 3184 julekort – alle udarbejdet i hånden. Hvert et medlem og støtte betyder nemlig meget for foreningen. Derfor er en personlig hilsen også meget vigtig for os. Alle hænder blev selvfølgelig godt afsprittet, og alle ansatte bliver regelmæssigt corona-testet, for at forhindre at sygdommen kommer ind på internatet.

Håndlavede julekort - Kaja vogter over bunkerne af julekort

Arbejdet strakte sig over mange sene aftener, hvor flere hjalp til i hvad der skulle blive omtalt som “Julemandens værksted”. På den sidste aften fik vi også fint besøg af Kaja, som godkendte alle breve til afsendelse. Her ses knap 1500 breve.

At håndlave over 3000 julekort har været en stor og til tider kaotisk bedrift. Vi undskylder derfor for flyvske printerpletter, løse knuder og skæve kanter – og nu hvor julekortene er på vej i posten (og nogle bliver endda personligt omdelt i vores lokalområde) takker vi, mest af alt, alle jer for jeres støtte og opbakning i året, der er gået, og ønsker alle en glædelig jul og godt nytår!

Alle 3184 julekort bliver afleveret hos PostNord – vi ses i din postkasse!

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.