Mit liv som psykisk sårbar i coronapandemien

Mit liv som psykisk sårbar i coronapandemien

Af Anne - 26. Jan 2021

Tinna kæmper dagligt med flere psykiske diagnoser. I coronapandemiens spæde start for knap et år siden, fortalte Tinna om, hvordan hendes psykiatriske servicehund, Stella, hjalp hende i en pludselig forandret hverdag. Ni måneder senere fortæller Tinna nu selv hele sin historie om sin nye tilværelse under corona – og hvordan det er gået hende og Stella i året 2020.

Nu når vi snart årsdagen for coronapandemiens start i Danmark. At det skulle vare så længe og have så stor betydning for vores samfund, havde ingen overhovedet set komme – og derfor kom det bag på de fleste. Én af dem var mig.

Jeg hedder Tinna og er 28 år. Jeg har en psykiatrisk servicehund ved navn Stella, da jeg har flere diagnoser, hvoriblandt der kan nævnes skizofreni, angst og depression. Som så mange andre psykisk udfordrede har 2020 været et svært år. Her er min historie.

11. marts 2020 blev starten på en ny tilværelse

Da det første pressemøde rullede over skærmene hjemme i stuerne, sad jeg og min psykiatriske servicehund, Stella, i sofaen med en god veninde og havde en helt normal hverdagsaften. Jeg havde haft det en smule skidt nogle dage forinden grundet min psyke, og derfor havde min veninde tilbudt at komme forbi.

Jeg har ikke TV i hjemmet og derfor undgik vi hele optakten til pressemødet. Så da en god ven ringede og spurgte, om vi så TV, kunne jeg kun svare nej. Det var dog meget vigtigt, så afsted det gik. Der blev hurtigt helt stille i stuen.

I mellemtiden begyndte de paranoide og angste tanker at sætte sig i min krop. Hvad nu hvis, og hvordan, og kan vi overhovedet klare os, hvis verdenen falder fra hinanden? Så mange ubesvarede spørgsmål, uvisheden og usikkerheden blomstrede frem i mig. Min veninde og jeg prøvede at berolige hinanden.

Efter den dag, føltes ingenting som det samme igen.

Al den hjælp jeg normalt fik, blev mindsket drastisk fra den ene dag til den anden. Hjemmeplejen kommer én gang om ugen, som de plejer nu, og min behandler snakker jeg i telefon med én gang om måneden. Min vejleder ser jeg heller ikke meget til. Det er én telefonsamtale hver anden uge. Derudover har jeg skåret en del ned på, hvor mange mennesker jeg ses med fysisk.

Udover det, var det også en kæmpe stressfaktor, at de ellers faste, vanlige rammer var meget brat ændret til noget helt nyt. Den struktur, man var vant til, var pludselig forsvundet som dug for solen. Det var en kæmpe omvæltning for rigtig mange. Især de psykisk sårbare har lidt under det.

Liver som psykisk sårbar i coronapandemien

Tinna har så flot illustreret, hvordan en psykiatrisk servicehund kan hjælpe sin psykisk sårbare ejer igennem den svære corona-tid.

Psykisk sårbare har været hårdt ramt

Vi med psykiske sygdomme har altid fået at vide, at vejen frem er planlægning, faste rammer, struktur og skemaer. Pludselig var alt dette annulleret. Og så meget, som alle disse ting fungerede hos folk, lige så meget blev det flået fra dem igen.

Jeg har været meget heldig i den sammenhæng, for struktur og rammer har aldrig været min kop te. Spontanitet er det, der fungerer bedst for mig, og heldigvis blev jeg derfor ikke så hårdt ramt som mange andre. Men jeg viser min empati og lytter til mine medmennesker, som jeg har psykiske udfordringer tilfælles med. Mange udover mig selv har i årets løb haft det meget værre end mig.

Uvished var i lang tid roden til alt ondt

Pludselig måtte Stella, trods servicehundevest, ikke være med i mange butikker. Det var til trods for, at jeg havde papirer fra chefer på, at vi var velkomne. Begrundelsen varierede mange steder, men kredsede især omkring at servicehunden potentielt kunne være smittebærer.

I starten af pandemien var der ingen, der vidste noget om, hvad der var rigtig og forkert. Pludselig kom det så også i tale at kæledyr, især hunde og katte, også kunne have coronavirus.

Den Danske Dyrlægeforening forklarer på sin hjemmeside, om mennesker og kæledyr kan smitte hinanden med corona, og hvordan du skal forholde dig, hvis du bliver syg med corona og har kæledyr i hjemmet: coronavirus og kæledyr.

 

Uvished var i lang tid roden til alt ondt. Af hvad jeg oplevede, kom mange med egne teorier om, hvad der foregik omkring dem. Sikkert for at danne en virkelighed, man kunne forholde sig til og holde ud at være i.

Mange mennesker oplevede paranoia, som jo er dagligdag for jeg selv og mange andre med skizofrenidiagnosen, og det var som om, at den verden, som vi kender, blev delt op i poler: dem, som troede corona var noget pjat, og dem, som ikke turde røre ved nogen med en ildtang og isolerede sig.

Imellem dem stod jeg – lidt i udkanten af det hele, for dette var før test blev mulig. Man fik blot besked på at blive hjemme, hvis man f.eks. havde hovedpine. Jeg havde ringet til vagtlægen en aften grundet et migræneanfald, der var ved at tage pippet fra mig, og fik tilbage at jeg skulle i karantæne de næste 14 dage.

Det var først dér, det gik op for mig: Hvem hjælper mig, når jeg er bange?

En trofast og forstående ven er guld værd i en svær tid

Svaret havde en viftende hale og store, brune øjne. Ved min side stod Stella, som har holdt mig neutral så længe som muligt. Hun har været mit faste holdepunkt hele tiden. Min struktur og min sikkerhed for, at alt nok skulle gå. Nok var jeg blevet mere usikker og mindre stabil i min hverdag, men Stella sørgede for, at der hele tiden var noget, jeg kunne holde fast i.

Det var vores daglige gåture, puttetid, leg og fodring, træningen der skulle holdes ved lige, og naturligvis hendes nærvær, når jeg havde dage, hvor jeg bare gerne ville forsvinde, bare hende og jeg, tænke en tanke til ende eller være i følelserne omkring den forandrende verden, der ellers i mange år havde været den samme.

I coronapandemien er der sket meget i mit liv. Jeg er blevet mere alene, men ikke alene fra alle, for digitalt har venner og jeg rykket mere sammen, og i virkeligheden har jeg Stella at læne mig op ad.

Pandemien har sat sine spor og konstante pressemøder med nye restriktioner gør hverdagen forandrende, og følelsen af at blive glemt eller sat til side til tingene er ‘bedre’ og folk kan tage sig af os igen, er ulidelig og hård. Specielt fordi vi er de svage i samfundet der ikke må glemmes eller sættes til side.

Men det er desværre det, jeg har følelsen af, er ved at ske. Nok har jeg min psykiatriske servicehund, men hun kan ikke løse alle problemer. De psykiatriske servicehunde gør at vi som psykisk sårbare kan være i det hele for en stund, og at det mest nødvendige—med vanskeligheder—kan gøres. Det er stadigvæk en lille sejr.

Der er altid hjælp at hente

The Voice of Pets har uddannet og certificeret psykiatriske servicehunde til diagnosticerede sårbare i godt seks år. Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om den psykiatriske servicehund, kan du læse mere på vores hjemmeside eller kontakte vores koordinator på området, Trine Bargmann.

 

Trine Bargmann

Kontakt vores koordinator for psykiatriske servicehunde, hvis du har spørgsmål til dette eller ønsker mere information

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

JEG VIL HJÆLPE

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.