Ny stærk indsats for mennesker og kæledyr

Ny stærk indsats for mennesker og kæledyr

To fagligt stærke foreninger samler kræfterne for at styrke båndet mellem kæledyr og deres mennesker. Kræfterne samles om både psykisk sårbare mennesker og kæledyr i nød. Den nye konstellation lanceres som The Voice of Pets.

Kæledyr har en stor positiv effekt på menneskers liv. Det bekræfter forskningen fra flere lande, også fra Danmark. Psykisk sårbare mennesker, der for eksempel lider af depression, angst eller PTSD (Posttraumatisk Stresslidelse) har stor gavn af at være sammen med kæledyr. Populært kaldes det kæledyrseffekten.

– Som forening har vi hjulpet rigtig mange mennesker til et bedre liv. Er man psykisk sårbar, kan man måske ikke komme uden for en dør og købe ind eller tage bussen. På den måde bliver man isoleret fra resten af samfundet og får ikke et fast arbejde og kan heller ikke bidrage til samfundet. Vi træner psykiatriske servicehunde sammen med den psykisk sårbare, så de sammen får mulighed for en mere normaliseret hverdag, fortæller Trine Bargmann, hundetræner og afgående formand for foreningen Trinitas.

Foreningen Trinitas, som har knap fem år på bagen, går nu sammen med den mere end 70 år gamle forening Dansk Dyreværn Århus. Sammen vil de styrke hjælpen til psykisk sårbare og kæledyr i nød under det fælles brand The Voice of Pets.

Psykisk sårbare hjælpes af dyr

Dansk Dyreværn Århus har i en årrække drevet et dyreinternat i Tranbjerg ved Aarhus, hvor sårbare unge mennesker kommer i praktik og dermed finder et stærkere fundament i livet.

– Som forening har vi gennem årene gjort en kæmpe indsats for psykisk sårbare samtidig med, at vi har hjulpet kæledyr i nød. Unge mennesker kan være udfordret på forskellig vis, og nogle af dem kommer på dyreinternatet som praktikanter henvist fra kommunen. Efter få dage eller uger oplever de en indre glæde, som de havde svært ved at finde før. Vi glæder os over praktikanternes udvikling, og hvilket nyt syn på tilværelsen de får. Det arbejde er vigtigt og noget hele samfundet kan få glæde af. Derfor vil vi styrke vores indsats indenfor det, vi kalder kæledyrseffekten, fortæller Kalle Fisker, formand for Dansk Dyreværn Århus.

Viden fører til forståelse

Al fremtidigt arbejde for kæledyr i nød og for psykiatriske servicehunde vil foregå i regi af The Voice of Pets, som vil styrke værdien af kæledyr i danskernes bevidsthed.

– Vi har i mange år hjulpet tusindvis af kæledyr til et bedre liv. Dyrene kommer ind på dyreinternatet af forskellige årsager, ofte er det uvidenhed og manglende værdisætning af kæledyret, som er årsagen til, at vi som forening kommer ind i dyrets liv. Vi tror på, at hvis vi formår at synliggøre den værdi kæledyr har for os mennesker, så vil vi også på sigt øge værdien af kæledyr i danskernes bevidsthed, så vi oplever færre udsatte kæledyr, forklarer Jesper Søderberg, direktør i The Voice of Pets.

The Voice of Pets fokuserer på at udbrede faglig viden om kæledyr og deres behov, og samtidig være med til at skabe ny viden gennem forskning. Det samme gælder for kæledyrseffekten, hvor The Voice of Pets allerede er godt i gang med at sætte en ny agenda for kæledyr og deres mennesker.

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.