Plejefamilier hjælper kattekillinger videre til et bedre liv

Plejefamilier hjælper kattekillinger videre til et bedre liv

Herreløse kattekillinger har stor glæde af at blive passet i plejefamilier, og det aflaster internaterne.

I sommerhalvåret får vi rigtig mange herreløse killinger ind på vores internat i Tranbjerg. Mange af killingerne kommer ind uden en kattemor, og det betyder ekstra arbejde for vores dyrepersonale. Heldigvis har vi en ordning, hvor de mange killinger kan komme i plejefamilier.

”Plejefamilier sørger for at killingerne vokser op i et mere hjemligt miljø, end hvad vi kan tilbyde på internatet”, forklarer Kimie Dehn, som står for plejeordningen hos The Voice of Pets.

Hvorfor plejefamilier?

Livet hos en plejefamilie betyder mere hjemlige omgivelser for killingerne.

”Der ligger en god portion socialisering i mange af de lyde og lugte, som er naturlige i et hjem, der er gode for killingerne at vænne sig til, og som de ikke bliver introduceret for på samme måde hos os”, fortæller Kimie.

Det er desuden en enorm aflastning for dyrepersonalet, når killingerne kommer i pleje.

”Selvom killingerne er skønne og sjove at passe, så kræver det meget af os. De sviner mere end voksne katte, og de kræver meget opmærksomhed. Det skal de selvfølgelig have, men det tager lang tid for os at gøre de ting, hvilket tager tid fra de andre, voksne dyr, som også har brug for os”, forklarer Kimie.

Emilie og Arthur

Emilie Rasmussen er praktikant hos The Voice of Pets, og lige nu er hun også plejemor for tre killinger.

”Det er en førstegangoplevelse for mig. Først kom Arthur, så Gustav og så Orla. Jeg havde også Theo og Iben en dags tid, indtil vi fik resten af deres søskende ind på internatet. Så jeg havde faktisk fem på et tidspunkt, selvom jeg bare skulle have haft Arthur”, fortæller Emilie.

Hun beskriver hverdagen med killingerne som lidt hård, men smadderhyggelig.

”Det er lidt ligesom at have børn, forestiller jeg mig”, griner hun og fortsætter: ”Man er meget på, specielt fordi man skal holde øje med, om de har en fin afføring, og om de nu får tisset, og om de spiser nok. Men jeg tager en lur, når de tager en lur, så jeg også får sovet lidt.”

Killingerne giver Emilie et godt grin hver dag.

”De er virkelig sjove, når de sådan løber rundt. Man bliver helt glad i låget. Men det er også fedt at se dem udvikle sig. Det er helt spændende, når man tager dem på vægten hver dag, og ser, om de har taget på”, fortæller Emilie begejstret.

Hvad kræver det at være plejefamilie? 

Det er meget individuelt for hvert kuld killinger, hvilke forhold de har brug for at komme ud i. Men vi kan bruge langt det meste af den hjælp, vi bliver tilbudt.

”Der er mange, der spørger, om de kan være plejefamilie, selvom de arbejder 37 timer om ugen, og det kan man sagtens”, påpeger Kimie og uddyber: ”Det er som regel selvspisende katte, vi sender ud, med mindre det er til plejefamilier, som vi ved har erfaring med at flaske killinger op”.

Kimie sørger for at matche killingernes behov med plejefamiliernes erfaring, og hvad de mener at kunne magte.

”For eksempel skal de meget forsigtige killinger ikke ud til en stor børnefamilie”, forklarer Kimie. ”Men de mere tamme og modige killinger kan sagtens blive passet af en familie med børn og fuldtidsjob.”

“Vi skal ikke have kat”

Kimie ser ofte, at når først killingerne er kommet i pleje, så vil familierne ikke af med dem igen.

”Vi havde en familie sidste år, som fra starten havde sagt, at de ikke skulle have kat, men at de bare ville hjælpe. De passede fire killinger. Den ene killing blev adopteret af naboen, og de tre andre endte de med at adoptere selv. Killingerne havde jo forelsket sig i hver deres af familiens tre piger”, fortæller Kimie smilende.

Kimie oplever også rigtig mange, der bevidst bliver plejefamilie for at kunne følge med i killingernes liv fra starten, velvidende, at de vil adoptere én eller flere af killingerne, når de er gamle nok.

”Det er vi jo glade for, for så ved vi, at det er et sted, hvor kattene trives. Det er også en god måde, hvis man gerne vil opleve at have et kuld, fremfor selv at sætte flere killinger i verden, når der i forvejen er så mange killinger, der har brug for et hjem”, påpeger Kimie.

Bliv plejefamilie! 

Kimie vil gerne opfordre alle, der går og pusler med tanken om at være plejefamilie, til at melde sig.

”Vi kan bruge al den hjælp, som folk kan give. Det kan være, det kun er fire uger, hvor man har mulighed for at være plejefamilie, men det kan vi også bruge. Vær modig og spring ud i det”, opfordrer Kimie.

Har du brug for at vende nogle tanker eller bekymringer, inden du tilmelder dig, står vi selvfølgelig altid til rådighed.

”Vi kan ikke love, at alle, der tilmelder sig, får et kuld hvert år, men så kontakter vi dem måske senere hen. Vi sætter stor pris på alle, der gerne vil hjælpe os.”

Kunne du tænke dig at hjælpe os ved at blive plejefamilie for nogle af vores skønne killinger, skal du være velkommen til at tilmelde dig. Vi kontakter dig, når vi har et killinge-match.

 

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.