Hvor må jeg medbringe min psykiatriske servicehund?

Hvor må jeg medbringe min psykiatriske servicehund?

Af Anne - 23. Jul 2020

Hverdagen med en psykiatrisk servicehund

Hverdagen med en psykiatrisk servicehund gør det lettere for brugerne at bevæge sig i offentligheden. Men hvor må jeg medbringe min psykiatriske servicehund? Det er desværre ikke alle steder, du må medbringe din psykiatriske servicehund. Vi arbejder dog løbende på at det bliver bedre. Rent praktisk indhenter vi skriftlige tilladelser og undersøger regler for at medbringe servicehunde i butikker, offentlig transport med videre.

Hvor må jeg medbringe min psykiatriske servicehund?

Oplever du problemer med at medbringe din servicehund, hjælper vi dig med at indhente skriftlig accept, så det i fremtiden ikke bliver et problem.

Vi arbejder stadig på at udbrede kendskabet til den psykiatriske servicehund. Som bruger kan du derfor komme ud for, at nogle offentlige steder endnu ikke er blevet opmærksomme på den positive effekt, som den psykiatriske servicehund giver. Vi opfordrer derfor til åbenhed overfor eventuelle spørgsmål og bemærkninger fra personale og andre gæster på det sted, I befinder jer.

Følgende offentlige steder har godkendt, at du må medbringe din psykiatriske servicehund. Print gerne listen, så du har den i lommen. Det er vigtigt, hver gang du befinder dig i butikker, at hunden har sit dækken/farvede vest på, og du har dit ID-kort på dig.

Fødevarebutikker

Dansk Supermarked Group (Netto, Føtex, Bilka og Salling)
”Vi betragter servicehundene på lige fod med blindehunde. Vi kommunikerer ikke noget særskilt ud til varehusene, men I er velkommen til at informere jeres medlemmer/brugere om, at hundene kan medtages, forudsat de bærer gyldigt dækken.”
– CSR Specialist Corporate Social Responsibility Dept.

 

Kvickly Bruuns Galleri 
“Der gives hermed tillades til at medbringe servicehund i Kvickly Bruuns Galleri. Det pointeres fra butikkens side at hunden ikke må slikke eller berøre varer på anden måde i butikken grundet fødevaresikkerheden.”
– Souschef Ole Bruun-Thomsen

 

Coop (Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Fakta og Irma)
“Hunden skal bære tydelig markering at der er tale om en ” Service hund ” samt der skal medbringes dokumentation fra trænende myndighed at hunden er under træning og at der er tale om en servicehund.”
– Flemming, Forbrugerservice

 

REMA 1000
“Servicehunde er velkomne i REMA 1000, de skal selvfølgelig bare være markeret med vest og tekst efter gældende dansk lovgivning.”
– REMA 1000 Danmark

ALDI
“Det er op til den enkelte butik, om de vil tillade en servicehund adgang. Dog er det et krav at servicehunden synligt bærer udstyr der viser, at der er tale om en servicehund, samt at den ikke har kontakt med varerne i butikken. (Vi kan ikke tilbyde adgang til træning af servicehunde i butikkerne.)”
– Patricia, Kunderservice, ALDI Danmark

 

LIDL
“Vi kan oplyse, at det er tilladt at have servicehunde med i vores butikker, hvis der er certifikat på hunden. Træning er ikke tilladt.”
– Line, Lidl’s kundeservice

 

Fødevarestyrelsen har nogle generelle regler, som du kan læse på styrelsens hjemmeside: Førerhunde og servicehunde

 

Butikker 

Danmarks Apotekerforening
“Det er vores umiddelbare vurdering, at apotekerne generelt tillader førerhunde, servicehunde mv. adgang til apoteket. Der er forståelse for, at disse specialtrænede hunde udfører en vigtig opgave for deres ejer. Vi kan dog ikke give en garanti for alle apoteker, idet apotekeren selv må foretage en konkret vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at hunde kan komme med ind i apoteket. Hvis I er i tvivl om reglerne på et konkret apotek, er I velkomne til at kontakte apoteket direkte.”
– Gitte H., Tilskudskonsulent

 

Matas
“Servicehunde har adgang/er velkomne i vores butikker.”
– Elisa, Matas Kundeservice

 

BESTSELLER
“Servicehunde er som udgangspunkt velkomne i vores butikker. Der kan selvfølgelig være visse centre, hvor vores butikker også er placeret, som har andre generelle restriktioner. Der er vi underlagt deres bestemmelser.”
– Morten J., BESTSELLER COMMUNCATION

 

NORMAL
“Du må selvfølgelig gerne medbringe din servicehund, hvis du har brug for denne, når du besøger vores butikker.”
– Kamilla S., Loyalty Coordinator, NORMAL A/S

 

Flying Tiger Copenhagen
“Modsat almindelige hunde, så er servicehunde meget velkomne i vores butik. Man skal dog kunne bevise, at hunden er en servicehund, enten ved at den har et klæde på, eller at man har en form for dokumentation, som man kan vise personalet (da de sikkert vil bede hunden om at vente udenfor, hvis ikke de kan se det).”
– Barbara S., Marketing Coordinator

 

BAUHAUS
“Vi ønsker, at der skal være plads til alle i vores butikker, man er derfor velkommen til at tage sin hund med. Hunden skal være i snor eller alternativt sidde i ejerens vogn, og må ikke være til gene for de andre kunder i varehuset.”
– Annika F., Salgskoordinator

 

SILVAN
“Jeg mener at reglerne hedder sig at man ikke må have dyr med ind i butikkerne da der er fødevarer. Men jeg oplever ikke noget problem med at man har dem med, men den sikre løsning ville være at ringe til butikken og høre deres synspunkt på sagen. De plejer at være rigtig flinke til at hjælpe med spørgsmålene.”
– 
Martin S., Kunderådgiver

 

XL-BYG
“Vi har ikke nogen overordnet politik for servicehunde i kædens forretninger. XL-BYG er en frivillig kæde, hvilket betyder, at forretningerne er lokalt ejet. Det er således op til den enkelte, lokale forretning, om servicehunde har adgang. Du er velkommen til at kontakte de respektive forretninger og spørge dem direkte. Du finder en liste over medlemmer på vores hjemmeside.”
– Liselotte C., XL-BYG

 

POWER
“Det er helt i orden, at du medbringer den!”
– Victor, POWER kundeservice

 

WAVES
“Servicehunde (førerhunde) må gerne være i WAVES og med ind i WAVES butikker. Vi skelner ikke mellem oplært/i træning, men går selvfølgelig ud fra, at hunden er forholdsvis tilrettet.”
– Pia L., Centerchef

 

Illums Bolighus
“Du er meget velkommen til at medbringe hund i Illums Bolighus. Den skal dog være i snor.”
– Caroline, Illums Bolighus A/S

 

Lyngby Storcenter
“Som udgangspunkt må man kun have hund med, såfremt der er et handicap der berettiger hertil, f.eks. blind eller servicehund. Såfremt træning foregår sammen med den person, der skal benytte servicehunden bagefter og det ikke er flere timer dagligt, så er det ok.”
– Søren P., Driftsleder

 

Rødovre Centrum 
“Uddannede servicehunde på job er tilladt i centret, men træning af hunde kan vi desværre ikke tillade.”
– Laila L., A/S Rødovre Centrum

IKEA
“Det er korrekt at man ikke må medbringe sin hund også selvom den er i en taske. Men da du medbringer din hund som servicehund, må du gerne have den med. Husk at give den sin vest på.”
– Sandra L., IKEA Kundesupport

 

Restauranter

McDonald’s
“Ja, servicehunde har altid adgang til McDonald´s. Det er et lovkrav. Andre hunde, der er det op til restauranten at bestemme om de tillader hunde. Alle hunde skal være under ejerens kontrol, ikke genere de øvrige gæster og må ikke komme i køkkenet.”
– Rikke H., McDonald’s Danmark

 

Jensens Bøfhus
“[M]an er selvfølgelig velkommen til at medbringe en servicehund i vores restauranter. Vi vil rigtig gerne bede jer om at booke bord hvis det er muligt, meget gerne telefonisk, så restauranten ved at I kommer med en servicehund, så kan de tage hensyn til at finde den bedst mulige plads til jer.”
– Susanne H., Gæsteservice

 

Bones
“Ja da, [den psykiatriske servicehund er] meget velkommen.”
– Steffen L., Bones

 

Dalle Valle, Bruuns Galleri Aarhus
“Hvis din servicehund er godkendt af Fødevarestyrelsen og ikke er forstyrrende for andre gæster, er I mere end velkomne i vores café.”
– Sabina, Dalle Valle Bruuns Galleri Århus

 

Kulturinstitutioner

ARoS
“Du må gerne have din servicehund med på ARoS.”
– Birthe B., ARoS Aarhus

 

Moesgaard Museum
“Din servicehund er meget velkommen på museet.”
– Rasmus, H., Informationen

 

Offentlig transport

DSB, Arriva, Moiva, Metro, Midttrafik, Sydtrafik, Nordjyllands trafikselskab, Fynbus & Bat (se side 18)

Fynbus
“Du må gerne tage din hund med i bussen, hvis den ikke er til gene for de øvrige passagerer. Du skal købe billet til din hund. Hunde rejser til børnetakst. Hunde skal altid være i kort snor under rejsen. Du kan gratis tage små hunde, katte og andre mindre dyr med, hvis de er anbragt i en taske, kurv eller lignende under hele rejsen.
Du kan gratis tage fører- og servicehunde med i bussen.

 

Midttrafik
“Førerhunde, der er forsynet med skiltet “Manden med den hvide stok”, må medtages gratis i alle busser. Dette gælder også servicehunde, som bærer ID-vest. Ejeren skal kunne vise særlig ID-kort.”

 

Movia – Sjælland
“Fører- eller servicehunde kan altid medbringes gratis i bus, tog og metro på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Hunden skal bære symbolet ”manden med den hvide stok”, ”hundehoved og hånd” eller ID-vest (forudsat, at kunden kan fremvise særligt ID-kort). 

Kunder med dyr skal vise hensyn over for øvrige kunder og følge personalets anvisninger. Dyret må ikke opføre sig truende, og må ikke være på sæderne.” 
– Therese N., Salg, Information og Marketing

 

Arriva
“Du kan tage din førerhund/servicehund gratis med i alle tog, men af hensyn til allergikere skal de dyrefri områder respekteres. Reserverer du plads i InterCity og InterCityLyn, skal du betale pladsbillet for hunden. Pladserne til dig og din hund vil blive placeret over for eller ved siden af hinanden. På rejsen skal din hund opholde sig på gulvet ved sin plads. Hunde må ikke medtages på DSB 1´i IC3 toget, da de skal gennem et dyrefrit område for at komme dertil.”

 

DSB
“Fører- eller servicehunde kan altid medbringes og er gratis. Hunden skal bære symbolet “manden med den hvide stok” eller en ID-vest, som den du har vedhæftet et billede af. Ejeren skal kunne fremvise et særligt ID-kort. Når hunden er færdiguddannet som servicehund og får sin vest, og den rejsende får sit ID-kort, behøver kunden ikke længere at betale en barnebillet til hunden. Læs mere om medtagning af hunde i dette link.”
– Annika S., Sagsbehandler

 

Flyrejser

NorwegianRyanair, Scandinavian airlines system (SAS)

Når du skal flyve med SAS skal du først book biletten, derefter skal du gå ind på SAS hjemmeside under ”særlig assistance”.

SAS – særlig assistance

Her vælger du ledsagerdyr. Derefter kommer der en formular som du skal udfylde, hvor du skal vælge ”følelsesmæssigt støttedyr”, så du får den rigtige kode hos SAS.

Dette er vigtigt, da deres interne koder fortæller dem, hvilken assistance du har behov for. Har du behov for anden hjælp, for eksempel til og fra flyet, kan dette også nemt tilføjes.

Når du kommer til din destination er det vigtigt, at du går igennem tolden, og får hunden tjekket af toldmyndighederne. Skal du rejse videre i landet, skal dette ske ved din første kontakt med landet.

Under flyvningen, start/landing, skal din hund være på gulvet, da en hund ofte vejer mere end 1 kg.

Har du brug for at have din hund tæt på, skal den være spændt fast med en sele omkring dig.

Psykiatrisk servicehund bruger: “Dette oplyser de i øvrigt ingen steder, men det fandt jeg ud af undervejs. Min hun opholdt sig i en taske på mit skød eller på sædet ved siden af. Altid spændt fast. Personalet er rigtig søde, og jeg mødte ingen konflikt. Heller ikke selvom jeg rejste med noget, som de ikke er så vant til. Når man forklarer, at hunden er en servicehund, så bliver du kun modtaget med åbne arme.”

Før din rejse skal du huske:

En lægeerklæring, der IKKE må være mere end 1 år gammel. Din lægeerklæring skal forklare, at du har behov for en servicehund.

De nødvendige indrejse dokumenter til det land, som du rejser til. For de fleste EU-lande er det kun pas og rabiesvaccine.

OBS: Gennem security skal du have alt metal af – også din hund snor, hvis denne har metal dele.

 

Forlystelsesparker

LEGOLAND
Hunde, og også servicehunde, er velkomne i LEGOLAND. De skal blot være i snor og under opsyn hele tiden. Ved indgangen kan man få poser til efterladenskaber og ved toiletterne er der vandskåle til hunde. Hunde må ikke medbringes i forlystelserne, da disse ikke er godkendte til dyr. Her kan man som psykisk sårbar dog gøre brug af vores vis-hensyn ordning, blot man har en voksen ledsager med sig i forlystelsen. Du kan læse mere om ordningen her, hvor man også kan bestille på forhånd: https://www.legoland.dk/planlaeg-din-dag/information/vis-hensyn-armbaand/ 

Af hygiejnemæssige årsager må hunde ikke medbringes i restauranterne. Hvis restauranten har en terrasse med borde og stole udendørs, må man dog gerne sidde der og spise med hunden.
– Anne Kathrine, LEGOLAND

 

Trine Bargmann

Kontakt vores koordinator for psykiatriske servicehunde, hvis du har spørgsmål til dette eller ønsker mere information

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.