Pablo er en konstant tryghed for Eloisa

Pablo er en konstant tryghed for Eloisa

Af Anne - 24. Oct 2020

For fem år siden så verden helt anderledes ud for Eloisa. Undertrykt af en svær angst kunne hun nemlig ikke forlade sit hjem – og fik konstateret PTSD. I dag er hun langt om længe en del af fællesskabet. Hun får nemlig hjælp til at håndtere sin sygdom af sin psykiatriske servicehund, Pablo.

Den hårde begyndelse

Trods hendes psykiatriske diagnoser ledte Eloisa et forholdsvis normalt liv. Hun passede sit arbejde og boede i en lejlighed på Sjælland med sin daværende mand, som senere blev hendes eksmand. I 2014 besluttede de sig for at anskaffe den sødeste labradoodle-hvalp, som fik navnet Pablo. Året efter fik Eloisa kontrasteret PTSD.

En ven for livet

Eloisas mentale sundhed udviklede sig desværre sådan, at hun i slutningen af 2016 var så syg, at hun ikke længere kunne komme udenfor en dør. ”Jeg åbnede ikke engang for Nemlig-manden, når min eksmand ikke var hjemme, for jeg skulle ikke have nogen som helst udefrakommende ind i min lejlighed”, fortæller Eloisa.

Hendes eksmand så dog, hvordan Pablo opførte sig omkring Eloisa, når hun havde det dårligst. ”Min eksmand er dyrlæge. Han så at Pablo gjorde nogle ting for mig, som var meget anderledes, end han havde set før. Pablo mærkede mig, han beskyttede mig”, fortæller hun.

Eloisa havde dog ikke mulighed for at passe Pablo og deres anden hund, som hendes eksmand måtte tage med på arbejde hver dag. Vendepunktet kom dog, da han en dag krævede, at Eloisa selv måtte tage sig af Pablo, da det var hendes hund. Trods den hårde tilgang, ser Eloisa det stadig som tidspunktet, hvor hun for alvor begyndte at knytte et bånd til Pablo.

”Han fandt sig i de her utrolig korte ture udenfor, hvor han bare lynhurtigt fik gjort sig færdig, og hele tiden var opmærksom på mig, for jeg var i den sindssygeste angst over bare at skulle ud ad lejlighedsdøren og ned ad trapperne. Men vi fik os en lille, kort rute, som vi så gik hver dag”, fortæller hun.

At Eloisa nu kunne omfavne Pablos behov og på den måde komme udenfor, gjorde at hun begyndte at undersøge mulighederne for at uddanne Pablo til psykiatrisk servicehund.

Træningen mod en lysere fremtid

Ikke længe efter påbegyndte Eloisa og Pablo træningen. Det var svært at komme udenfor, men med Pablos hjælp blev det lettere. Nemlig-manden kunne stadig ikke få lov til at levere varer, når hendes eksmand ikke var hjemme, men Eloisa kunne mærke en forskel. ”Der kom noget bevægelse i det. Jeg fik udfordret alle de her ting, som havde sat sig fast i mig over trekvart år”, fortæller Eloisa.

Med tiden betød det at Eloisa igen kunne begynde at tilnærme sig en plads i det sociale samfund igen – blandt andet ved at kunne tage ud og handle og gå på café.

I oktober 2017 bliver Pablo certificeret psykiatrisk servicehund. En måned efter flytter Eloisa fra sin daværende mand og ender i Jylland, hvor hun starter et nyt, friere liv.

Pablo, det faste holdepunkt

Eloisa og Pablo har boet i deres nuværende jyske hjemby siden 2019, hvor de begge er faldet godt til – og er velkomne. Denne ro og tryghed kommer nemlig efter et yderst kaotisk flytteforløb, hvor Eloisa og Pablo blev afvist på både krisecentre og af private udlejere, som nægtede Pablo adgang på trods af, at han var certificeret servicehund.

Det var en periode i hendes liv, hvor Eloisa havde det meget skidt, men kom igennem det med Pablo ved hendes side, som sit faste holdepunkt – eller som Eloisa kalder ham; hendes konstante. ”Han er den, jeg ved altid er der. Jeg ved, at der er tryghed i forbindelse med ham. Jeg ved, at hvis jeg begynder at få et angstanfald, så gør han mig opmærksom på det, ved at prikke til mit ben med sin snude. Hvis ikke, det virker, så hopper han op ad mig”, forklarer Eloisa.

Pablos måde at berolige Eloisa under et angstanfald, omhandler derfor også nærhed. ”Når jeg får angstanfald, søger jeg altid imod jorden”, fortæller hun. ”Det, som Pablo, på et meget tidligt tidspunkt begyndte at gøre, når jeg søgte mod jorden—uden at jeg faktisk havde lært ham det—var at hoppe op på mine skuldre med sine forben. Og så bliver han stående der, med en pote på hver skulder, og så begge poter på én skulder, når han kan mærke, at jeg begynder at få det bedre. Når jeg kan trække vejret igen, så ligger han sig ned ved siden af mig. Det er ikke noget, jeg har lært ham, men det er simpelthen noget, vi har udviklet sammen.”

Skulle Eloisa igen opleve at få et angstanfald udenfor hjemmet og blandt andre mennesker – og hunde – ved hun, med Pablo ved sin side, at hun ikke har grund til yderligere bekymring. ”Pablo har kun fokus på mig. Det har gjort, at jeg ved, at jeg kan stole på ham. Noget af det, der er allerværst og det, som man kæmper allermest med i forhold til den form for posttraumatiske stress, jeg har, det er tillid. Så det der med at kunne stole på og have tillid til, at der er én, der bare er der for én hundred procent og lidt til, det gør en forskel.”

Eloisa og Pablos nye liv

Eloisa har over det seneste år fået det så godt, både fysisk og mentalt, at hun nu har en vilje og en lyst til at hendes nuværende ressourceforløb skal ende ud i et flexjob. Hun skal derfor i praktik inden længe, og her skal Pablo selvfølgelig med. Og det at assistere Eloisa i sådanne sammenhænge, har han godt kendskab til.

Han har sammen med Eloisa for nyligt deltaget i en selvudviklingsworkshop, hvor han fik lov til at mærke de andre deltageres vibrationer og støtte dem, samtidig med at han holdt skarpt øje med Eloisa og hendes behov.

For Pablo er godt klar over, når han er på arbejde som psykiatrisk servicehund. Skulle han i et flygtigt øjeblik glemme det, skal Eloisa ikke gøre andet end at føre hænderne ned til vesten, for at minde ham om, at han har den på.

Under et kontrolbesøg på hospitalet vidste Pablo derfor også godt, at han ikke havde tid til hygge, da Eloisas læge roste hans prisværdige opførelse og udtrykte en trang til at klappe ham. Som Eloisas sjæleven, var han nemlig godt klar over, at Eloisa ikke er tryg ved hospitaler, og at hun havde hårdt brug for hans støtte og koncentration. ”Jeg rystede, men jeg fik ikke et angstanfald”, fortæller Eloisa om besøget på hospitalet. ”Jeg fandt ro i det, fordi jeg havde Pablo med”.

Pablos støtte og nærvær har faktisk hjulpet Eloisa så meget, at hun nu selv kan komme ud ad sin hoveddør – på egen hånd, skulle hun have lyst.

En psykiatrisk servicehund kan fungere som en form for opladning af sit menneskes batteri, forklarer vores koordinator på området, Trine Bargmann. Det kan derfor være muligt for nogle brugere, længere henne i forløbet, at opleve en så stor forbedring af deres mentale sundhed, at de kan begå sig i offentligheden uden deres hund i perioder – så længe de ved, den er der og står klar, når de vender hjem igen.

At Eloisa nu også har fået etableret sit eget, trygge hjem med Pablo, gør en kæmpe forskel. Så meget endda, at hun har kunnet åbne døren til et nyt forhold.

 

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.