Hø er vigtigt for kaniner

Hø er vigtigt for kaniner

Af Laerke - 23. Jun 2020

Hø er kaninens primære kilde til fibre og er den vigtigste del af dens kost. 80% af din kanins kost skal derfor bestå af hø. Fibre udfører flere vigtige funktioner for kaninens fordøjelse:

  • Beskytter mod at mave-tarm-systemet går i stå
  • Forebygger forstoppelse forårsaget af pels-ophobning i tarmene
  • Tilfører fugt og fylde til fæces/afføring/pøller
  • Giver en sund bakterie-balance i blindtarmen

 

Kaninens fordøjelsessystem er beregnet til at fordøje store mængder fibre. Hvis kaninen får for få fibre, kan det give ubalance i tarmbakterier og diarré. Det kan du undgå ved, at kaninen har ubegrænset adgang til hø.

Høet skal være af god kvalitet. Godt hø er et miks af forskellige arter, og strået skal helst være mindst ti centimeter langt. Høet skal dufte friskt og sødt. Hø til kaniner, som du finder i dyreforretninger er ofte skåret i for små stykker, og det er derfor bedre at købe hø lavet til heste. Det vil også ofte være mere friskt. Vi anbefaler at købe hø i specialbutikker, da høet her vil være af en god kvalitet.

Høet har også en vigtig funktion i forhold til at holde kaninens tænder ved lige. Kaniners tænder vokser hele livet, og høet sørger for at slide dem korrekt. Spiser kaninen for lidt hø, risikerer den at få smertefulde tandproblemer og et skævt bid.

Høet kan for eksempel placeres i en kurv eller i en høhæk, eller i kaninbakken. Du kan evt. hænge en høsæk over bakken, da kaniner elsker at spise, mens de er på toilet. Bliver høet gennemblødt af urin og afføring bør du skifte det hurtigst muligt, så det ikke mugner.

Du kan også fylde tomme toilet- og køkkenruller eller andre kanin-venlige beholdere med hø, så kaninen har det sjovt med at spise høet.

En sidste måde er at lægge hø direkte på gulvet i kaninens base, men væk fra kaninbakken. Således er høet altid tilgængeligt, og kaninen kan spise det fra jorden, som den ville gøre det i naturen.

 

Må min kanin få græs?

Om sommeren kan du fint fodre kaninen med frisk græs som supplement til hø. Det er dog ikke lige meget, hvilken type græs, du fodre med. Det lange vilde græs er bedst egnet som foder til kaniner, men Timothé (engrottehale) og rajgræs er også meget velegnet. Almindeligt plænegræs indeholder for lidt fibre og for meget sukker, og bør derfor ikke gives til kaninen som primær fødekilde. Sørg for kun at plukke græs steder, hvor der ikke kører biler, da udstødning forurener græsset.

Når du indfører græs som foder, skal du gøre det langsomt, da kaniners maver er meget sensitive, og de kan let få diarré efter en vinter kun med hø. Overgangen fra hø til græs bør foregå over 10 dage, hvor du langsomt tilfører mere og mere græs til kosten, så kaninens mave kan vænne sig til det. Får kaninen tynd mave, bør du strække overgangen over længere tid.

 

Græs kan give tarmproblemer

Om foråret er græs spækket med sukker, og du bør derfor holde igen med det, da for meget sukker kan give kaninen smertefulde og alvorlige tarmproblemer. Græssets sukkerindhold ændrer sig desuden i løbet af dagen. Det bedste tidspunkt at plukke græsset er mellem solnedgang og solopgang.

Hvis din kanin har adgang til haven, kan du lade den græsse dagligt. I starten er det bedst kun at lukke den ud om aftenen og tidligt om morgenen, hvor sukkerindholdet i græsset er lavt, så kaninen langsomt vænner sig til det. Sørg for at kaninen også stadig har ubegrænset adgang til hø.

Du må aldrig fodre din kanin med slået plænegræs, da måden plæneklipperen skær græsset på, får græsset til at gære med det samme. Der kan desuden være kommet olie fra plæneklipperen i græsset.

Både hø og groft græs er desuden med til at slibe kaninens tænder korrekt, så den ikke får tandspidser, som kan være til stor gene for kaninen og forårsage infektioner.

 

Din kanins velvære afhænger i høj grad af dens kost. Er du i tvivl, om du giver din kanin det korrekte foder? Vores dygtige ernæringsterapeut, Dorthe Pedersen, hjælper dig på rette vej!

 

Book ernæringsrådgivning eller foderanalyse v. Dorthe Pedersen

Vælg et tidspunkt via linket
Tingskoven 5, 8310 Tranbjerg J

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.