Sådan opdager du sygdom hos din kanin

Sådan opdager du sygdom hos din kanin

Kaniner skjuler svaghedstegn for ikke at tiltrække rovdyr. Derfor kan det være svært som kaninejer at opdage, hvis din kanin bliver syg.

Fra naturens side er kaniner byttedyr. Derfor vil de rent instinktivt forsøge at skjule svaghedstegn, så de ikke tiltrækker rovdyr. Instinktet gør dog, at kaninen også skjuler tegnene for sin ejer. Derfor kan det være svært at opdage, hvis din kanin bliver syg.

Vi anbefaler først og fremmest et årligt tjek hos din dyrlæge, da de vil kunne hjælpe dig med at forebygge kaninens helbred. Dernæst er der en række tegn og symptomer, som du selv kan holde øje med derhjemme.

Opfører kaninen sig anderledes?

Adfærdsændring hos kaninen er det første symptom på sygdom. Ændringen kan være forskellig fra kanin til kanin, og det kan nogle gange være svært som ejer at sige præcis, hvad ændringen er, andet end at noget bare føles anderledes. For eksempel kommer kaninen måske ikke hoppende som den plejer, er mindre interesseret i kontakt eller lægger sig andre steder end normalt. Hvis kaninen opfører sig anderledes, end den plejer, bør du holde ekstra øje med, om den begynder at gemme sig. Når kaninen er utilpas, vil den ofte gemme sig alene i sin hule. Her vil dens kropsholdning være kompakt, og den vil putte sig som en kugle. Hvis du lægger mærke til, at kaninen putter sig lidt ekstra en dag, og er mindre kontaktsøgende, end normalt, kan der være grund til bekymring.

Hvis kaninen har ondt, vil den ofte også begynde at skære tænder. Kaninen kan også lave en mere klaprende lyd med tænderne, som den gør for at berolige sig selv. Kaniner kan dog også lave tandlyde, når de hygger sig eller bliver nusset, så lydende skal altid ses i sammenhæng med adfærd, kropsholdning og appetit.

Spiser kaninen?

Hvis din kanin bliver syg eller har ondt, vil det ofte påvirke appetitten. Spiser din kanin mindre end den plejer, eller er den mindre interesseret i godbidder, kan det derfor være et tegn på, at kaninen har det dårligt. Hvis kaninen holder helt op med at spise, er det meget alvorligt. Kaniner kan ikke tåle at faste, da deres fordøjelsessystem er beregnet til hele tiden at være i gang, og går det i stå, kan det betyde døden for kaninen.

Hvis kaninen er blevet småtspisende vil du også kunne se det på dens afføring. En sund kanin vil lægge mellem 80 og 150 afføringskugler om dagen, som er store, runde og fyldt med fibre. Bliver kuglerne mindre, ændrer form eller farve og er der færre af dem, kan det være et tegn på, at kaninen er småtspisende.  Jo flere fibre kaninen indtager, jo lysere bliver kuglerne.

Du vil også kunne se på afføringen, hvis kaninen er ved at få en pelsforstoppelse, da afføringen så vil hænge sammen ”som perler på en snor”.

Hvis kaninen spiser mindre, og du kan se en ændring på afføringen eller tegn på pelsforstoppelse, bør du omgående søge dyrlæge.

Hold øje med det fysiske

En anden måde at holde øje med din kanins sundhed er at tjekke den for fysiske skader eller tegn på sygdom. Vi anbefaler, at du tjekker din kanin igennem ca. en gang om måneden, hvor du tjekker dens kløer, poter, ører, øjne, pels og fortænder.

Hvad bør du holde øje med på din kanin?

  • Kløer: Kaniners kløer vokser hele livet, og de kan ofte ikke selv slide dem nok til at holde dem nede. Derfor bør du som ejer klippe kløerne hver 1-2 måned. Hvis kløerne bliver for lange, risikerer de at flække eller knække. Hvis kloen knækker ved roden, kan det bløde en del og øge risikoen for ophobning af bakterier og infektion.

 

  • Poter: Kaninens poter har ikke trædepuder ligesom en hund eller en kat, men er i stedet dækket af en tyk, ulden pels. Hvis kaninen går på et forkert underlag eller har for lange kløer, kan pelsen blive slidt væk og huden under vil hurtigt blive rød og irriteret, og der kan opstå betændelsestilstande. Du kan forsøge at rette op ved at trimme kaninens kløer og give kaninen et blødt bomuldsunderlag, men er der opstået betændelse, skal du opsøge dyrlæge.

 

  • Ører: For at tjekke din kanins ører kan du lyse ned i øregangen med en lommelygte. Huden må ikke være rød, og der må ikke sidde skorper eller fedtstads i øregangen. Især kaniner med hængeører er tilbøjelige til at få problemer med ørene, da de har et buk på øregangen, hvor snavs hurtigt kan samle sig. Hold øje med om kaninen ofte klør sig i ørene.

 

  • Øjne: Din kanins øjne skal være fine og klare. Hvis det løber fra øjnene, eller der sidder pus i øjenkrogen bør du reagere. Kaniner kan dog godt have øjensøvn ligesom mennesker, men hvis det er fedtet, gulligt eller løber, kan det være for eksempel øjenbetændelse. Hvis øjnene løber, skal du tage til dyrlægen, da det kan skyldes tandspidser og tandbylder. Hvis kaninen har hvide pletter på selve øjet, kan det være et symptom på parasitten E. Cuniculi, som i værste fald kan slå kaninen ihjel. Opsøg derfor dyrlæge omgående, hvis du opdager hvide pletter i din kanins øjne.

 

  • Pels: Kaniner har fire fældeperioder om året – to store og to mindre. Imellem fældeperioderne skal kaninens pels være tæt og blød. Har den skaldede plamager, løse totter eller skæl, kan det være et tegn på pelsmider, som kræver dyrlægebehandling.

 

  • Fortænder: Som kaninejer er det umiddelbart kun muligt at tjekke kaninens fortænder derhjemme. Er der dog problemer med fortænderne, vil der også som regel være problemer med kindtænderne. Fortænderne skal være lige, og omtrent så lange som bredden af en lillefingernegl. De øverste fortænder skal gå lige ud over de nederste. Hvis kaninen knækker en tand, bør du søge dyrlæge, da tanden kan vokse forkert ud igen.

 

Reagér med det samme

Hvis du oplever nogle af de nævnte symptomer eller tegn bør du kontakte din dyrlæge med det samme. Husk på, at kaninen skjuler, hvis den har det dårligt, og selvom der kun er små tegn på sygdom eller ubehag hos kaninen, kan det sagtens være alvorligt. Det er derfor bedre at være på den sikre side, så din kanin kan leve et langt og sundt liv.

Har du nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi står klar til at hjælpe dig og din kanin.

Denne artikel er udarbejdet efter tekst af Helle Molberg fra frikanin.dk (Vore Dyr ”Helbredstjek af kaniner – at spotte sygdomme i tide”, nr. 164/2017 og ”Kaniner skjuler sygdom – opdag det i tide”, nr. 165/2018) og uddybet af vores internatsmedarbejdere.

 

Du gør en forskel

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.