Tredje gang blev lykkens gang: Walther fik sit juleønske opfyldt

Tredje gang blev lykkens gang: Walther fik sit juleønske opfyldt

Unghunden Walther flyttede juleaften 2020 ind hos sin nye familie og fandt sit helt rigtige match. Walther har i sit unge liv oplevet manglende forståelse for hvalpeadfærd, og for hvordan man matcher hunde i forskellige aldre. Derfor har Walther haft midlertidigt hjem på vores internat i Tranbjerg ad to omgange.

Hunden Walther er en engelsk bulldog-mix og er nu blevet voksen, men det var han ikke første gang, han kom på internat. Da var han kun lige fyldt 3 måneder. I sine tidlige leveuger boede han i en lade hos en opdrætter, hvorfor han ikke var særlig vant til mennesker, da han fik sit første hjem. Som alle andre hvalpe ville han gerne lege, og det involverer tit at bide. Det var for voldsomt for familien og medvirkende til, at de valgte at skille sig af med ham – og indlevere ham på vores internat.

“Det er utrolig vigtigt, at man som hundeejer sætter sig i, hvad det er for en hund man inviterer ind i sin familie”, forklarer Lena, som er internatsmedarbejder hos os. “Hundens alder har stor betydning for, hvordan dens adfærd er. En hvalp vil gerne lege og undersøge verden, og det betyder, at den med sine skarpe hvalpetænder også gerne vil bide i alt, der virker interessant. Det er vigtigt at have den forståelse allerede inden, man vælger at få sig en hund”, fastslår Lena.

Lena påpeger også, hvor vigtig hvalpens tidlige liv har for, hvordan den reagerer overfor nye oplevelser, som for eksempel andre hunde eller børn. Nogle hvalpe vil gerne lege med andre hunde, mens nogle hunde kan føle sig utrygge ved det, for eksempel fordi de har dårlige oplevelser med det eller fordi de i de første uger af livet ikke har set eller været sammen med hunde, og i Walthers tilfælde heller ikke mennesker.

Juleønske

Walther var kun tre måneder gammel, da han første gang flyttede ind på vores internat i september 2019. Anden gang var han blevet voksen.

Vigtigt match mellem hunde

Efter kun få dage på internatet fandt lille Walther sit andet hjem, hvor han skulle bo sammen med en ældre Bullmastiff på 12 år. Walther, som jo stadig var en hvalp med krudt i, var lidt på nakken af den ældre hund, og derfor fik familien endnu en hvalp, en hanhvalp, som han kunne tumle og lege med. Men det gik ikke godt.

“Det er en misforståelse at sætte to hvalpe af samme alder og køn sammen. Det er sjældent det går godt”, fortæller Lena. “Da Walther var for voldsom overfor den nye hvalp, valgte familien at kastrere ham, for på den måde at mindske aggressiviteten”. Men aggression var ikke det, der var galt, da hans familie nummer to valgte at returnere Walther på vores internat i december sidste år. Da var han næsten 1,5 år gammel.

Utryghed forklædt som aggression

Vores medarbejdere gik straks i gang med at hjælpe Walther, så hans næste hjem forhåbentligt kunne blive det sidste.

“Vi arbejdede en del med ham, for han var meget utryg, når han fik mange indtryk, han skulle forholde sig til”, fortæller Lena. “Forestil dig en teenagedreng, hvor hormonerne suser rundt i kroppen, og hvor pigerne drejer hovedet ad led på drengen. Sådan er det også med hanhunde i teenagealderen. De har svært ved at finde ro. Det oplevede vi også med Walther”.

For at lade Walther finde roen, aktiverede vores internatsmedarbejdere Walther i vores store have, i stedet for at tage ham med på gåture rundt i området omkring internatet, hvor de mange indtryk var svære for ham at håndtere. De vurderede samtidig, at Walther højst sandsynligt også var en smule mørkeræd. Arbejdet gav da også til sidst pote.

“Efterhånden fandt han roen”, fortæller Lena. “Og den har han bevaret og fået styrket i sit tredje hjem”.

Stjerneskudsønsket gik i opfyldelse

Walther blev gen-indleveret på vores internat i Tranbjerg d. 2. december 2020, og nåede at bo her i en lille måned, inden vi fandt den helt rigtige familie til ham. Det var et ungt par, som fik lov til at hente Walther juleaftensdag, selvom vores internat fast holder lukket for adoption af kæledyr mellem jul og nytår. Lena og resten af vores internatsmedarbejdere vurderede dog, at der kunne gøres en undtagelse.

“Sikke en julegave han fik! Vi er så glade for, at tredje gang blev lykkens gang for Walther”, slutter Lena – og takker for den dejlige hilsen, som Walther og hans nye familie allerede har sendt vores internat. Heri står blandt andet:

“I ikke behøver bekymre jer om mig mere. [Min nye familie] fortæller mig nemlig hele tiden hvor god jeg er og at de er mit for-evigt hjem – og jeg bliver så glad hver eneste gang”.

Læs hele Walthers hilsen fra sit nye hjem.

Kun med din støtte er vores arbejde muligt

Hvert år hjælper vi flere hundrede nødstedte kæledyr og forener dem med en kærlig familie. De mange glæder kæledyr giver os, og den mentale styrke kæledyr giver psykisk sårbare, er uvurderlig. Vi er helt afhængige af frivillige bidrag, og vores arbejde er kun muligt, når mennesker som dig hjælper os.

Jeg vil hjælpe

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.