Tror du, kattene synes det er sjovt at lege?

Tror du, kattene synes det er sjovt at lege?

Stor respekt for kæledyr og deres behov, det er hvad en specialklasse fra Odder havde, da den i efteråret besøgte kæledyrene på vores internat i Tranbjerg ved Aarhus. Drengene fra klassen har ADHD og autisme og nyder i den grad at være sammen med kæledyr.

”Kæledyr har en kæmpe effekt på alle mennesker”, siger Camilla Dalgaard fra Parkvejens Skole i Odder. Og specielt kan kæledyr være med til at låse op ind til sindet hos psykisk udfordrede. Det var helt tydeligt, da Camilla Dalgaard besøgte vores internat i Tranbjerg ved Aarhus sammen med syv drenge i alderen 10-12 år, som enten havde ADHD eller autisme eller begge dele.

Kæledyr motiverer

Specialklassen fra Odder har tidligere på året besøgt et glaspusteri i Aarhus og skal på flere udflugter i løbet af skoleåret. Udflugterne kan være en træning for drengenes sociale kompetencer og træning i at bevæge sig i ukendte omgivelser, hvor ikke alting er forudsigeligt. Forudsigelighed og struktur er netop, hvad drengene trives bedst med. Men kæledyr er jo ikke nødvendigvis forudsigelige, så hvordan kan det være, at drengene sagtens kan være rolige og stille sammen med kæledyrene på internatet, men ikke på glaspusteriet.

”Kæledyrene er en kæmpe motivationsfaktor for drengene. Normalt kan de godt være urolige, men sammen med dyrene finder de ro og indordner sig, fordi det er bedst for dyrene. Drengenes aktiviteter skal give mening, og det gør dyrene. Under besøget hos dyrene oplevede vi ikke den samme uro, som på glaspusteriet. Det var en helt anden oplevelse for dem. De har hundrede procent respekt for dyrene”, forklarer Camilla, som er pædagog og har arbejdet med autister i de seneste fire år.

Kæledyrene er en kæmpe motivationsfaktor for drengene. Normalt kan de godt være urolige, men sammen med dyrene finder de ro og indordner sig, fordi det er bedst for dyrene.

Drengene var meget nysgerrige, og stillede en masse spørgsmål om dyrene under besøget: Tror du, kattene synes, det er sjovt at lege? Hvad sker der, hvis man sætter en kat højt op i et kradsetræ? Hvor mange katteår er den her kat? Jeg tror, den kat lige bøvsede, kan katte bøvse?

Ro og glæde

Flere af drengene har kæledyr derhjemme og fortæller meget gerne om de oplevelser, de har sammen med dem. Derfor havde nogle af drengene også lavet legetøj til kattene. På et tidspunkt kravlede både katte og drenge rundt på gulvet sammen, og begejstringen var stor, da en lille killing sprang akrobatisk rundt efter det hjemmelavede legetøj.

”Drengene var søde og stille i respekt for dyrene og rigtig glade for at lege med kattene. Kæledyrene giver jo en form for tryghed, en livsglæde og en glædesfølelse i kroppen. Drengene kan jo heller ikke stå for en hund, der står og logrer med halen. De hunde, drengene mødte på internatet, bad de om lov til at klappe og de flokkedes om hundene for at ae dem”, fortæller Camilla med et smil.

Lidt om ADHD og autisme – fortalt af Camilla Dalgaard
Diagnoserne ADHD og autisme kan nogle gange godt være svære at skelne fra hinanden. Fælles for dem begge er, at de har brug for struktur og forudsigelighed.

Deres hjerner kan ikke altid finde ud af at sortere i de mange indtryk, de får. Mennesker med ADHD har ikke denne evne til automatisk at sortere indtryk og bruger derfor en masse hjerneenergi på at tolke og sortere i de mange daglige indtryk, og de kan derfor let afledes.

Autisme er en medfødt forstyrrelse af udviklingen. Hvis man har autisme, kan man fx have en anderledes måde at sanse, forstå og navigere i verden på, som har en stor betydning i sociale sammenhænge og i kommunikationen med andre. Vi er alle meget forskellige, og det samme gælder mennesker med autisme – hvis man har mødt en autist, så har man kun mødt én autist. Om man har ADHD eller autisme, så er det vigtigt, at hverdagen er forudsigelig og struktureret.

Camilla Dalgaard Parkvejens Skole, Odder

”Hvis jeg havde mange millioner og ikke behøvede at arbejde, ville jeg melde mig som frivillig sådan et sted som jeres. Man bliver glad på en anden måde” — Camilla Dalgaard, pædagog på Parkvejens Skole i Odder.

Marcus fra Parkvejens Skole, Odder

Marcus kan godt være lidt urolig, men han var dejligt opmærksom og glad i mødet med dyrene.

Rasmus fra Parkvejens Skole i Odder

Rasmus nød at få taget billeder, og han havde svært ved at løsrive sig fra dyrene. Han havde godbidder og legetøj med til kattene, for han har også kat derhjemme. Han vil meget gerne fortælle, hvad han ved om dyr.

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre dig den bedst tænkelige oplevelse på vores hjemmeside. Ved at klikke videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.